Så meget er komponenterne i iPad Mini værd
Der går ikke lang tid, fra et nyt elektronikprodukt kommer på markedet, før nogle skøre teknik-nørder har skilt det ad og undersøgt indmaden.
Det er også sket med Apples nye iPad Mini.
Ifølge AllThingsD, har firmaet IHS haft fingre i Apples lille ny. De har skilt den ad og vurderet værdien af de enkelte dele i enheden.
Hvis man ser bort fra udviklingsomkostninger, fabriksudgifter, fragt, markedsføring m.v., så anslår IHS, at komponenterne til iPad Mini med WiFi og 16GB, koster 188 dollars. Omregnet direkte til danske kroner, svarer det til 1097 kroner.
I Danmark sælges en iPad Mini i WiFi-udgave med 16GB lagerplads til omkring 2.599 kroner.
Med lidt grov matematik giver det omkring 1.500 kroner til Apple til alle øvrige udgifter og fortjeneste.
Kilde: AllThingsD