Sony overvejer stor tablet næste år
Den lille Sony Xperia Z3 Tablet Compact fik en fin anmeldelse her på mobilsiden.dk, og måske kan vi se frem til at anmelde en stor en fra Sony næste år. Fra forsyningslinjerne i Taiwan lyder det, at Sony vil lave en 12” tablet i første kvartal af 2015.
Kilderne fortæller Digitimes, at den 12” store tablet vil have specifikationer i den høje ende – noget der kunne tyde på en sammenhæng med Sonys Xperia Z-linje af produkter. Derudover nævner kilderne også en stylus, der skal følge med tabletten.
Læs også: Apple klar med kæmpe-iPad næste år
Der er ikke bestilt komponenter til gigantiske partier af den kommende tablet, men Sony lyder fast besluttet på at producere den.
Sony er ikke det eneste firma, der er rygtet til at have en stor tablet på tapetet. Nogle håbede, at man ville se en iPad Pro ved Apples iPad-event, men rygterne lyder på, at den vil få debut næste år.