TDC Group skruer hastigheden på mobilnettet op til 600 Mbit/s
Hvis du som kunde hos et teleselskab på TDC’s netværk har oplevet forbedrede netværkshastigheder i Nordjylland, er det fordi TDC Group har givet netværket en ordentlig overhaling i netop dette område. Det skriver Finans.dk.
TDC Group mistede sidste år mobilkunder, og derfor har teleselskabet indledt en større indsats for at styrke konkurrencen yderligere over for de andre teleselskaber. Initiativet består i at styrke dets mobilnetværk, som Teknologisk Institut kårede som Danmarks bedste mobilnet i både 2016 og 2017.
Læs også: TDC Groups 5G-netværk sætter europarekord: 70 Gbit/s opnået
Helt konkret er indsatsen i første omgang foregået i Nordjylland – nærmere bestemt byer såsom Aalborg, Randers og Viborg.
”Vi er startet med at opgradere 32 master, men strategien er med tiden at opgradere over hele landet. Det bliver et vigtigt kort for at tiltrække og fastholde kunder,” siger Kasper Ørtvig, mobildirektør i Yousee, TDC’s privatforretning.
Tilbage til den 21. december meldte TDC Group ud på Twitter, at man havde gennemført opgraderingen i Nordjylland. Det var den første af sin slags, som muliggjorde høje downloadhastigheder på helt op til 600 megabit i sekundet. I 2015 introducerede TDC Group hastigheder på – i teorien – op til 400 Mbit/s, mens der i 2016 blev skruet op til 450 Mbit/s.
Vi har opgraderet mobilnettet i #Nordjylland, og som det første sted i landet kan man ramme hastigheder på 600 Mbit/s. Det sker ved hjælp af teknologien Carrier Aggregation, der bruger flere frekvensbånd samtidig. #dkmobil #dktech pic.twitter.com/RT3VM2oGOx
— TDC Group (@TDCGroupDK)
Opgraderingen foregår ved hjælp af det såkaldte ’carrier aggregation’, som kort fortalt muliggør, at ens telefon har forbindelse til flere frekvenser på mobilnetværket på samme tid. Det gør, at der kan opnås endnu højere hastigheder, end hvis telefonen kun er koblet på én frekvens. TDC Groups nye, opgraderede mobilnet kan altså nu klare helt op til 600 megabit i sekundet i download, som nordjyderne nu kan nyde godt af – forudsat at de har har en smartphone, som understøtter carrier aggregation.
Læs også: Plenti skifter til TDC’s netværk i december
På din smartphone kan du se, om du er koblet på den lynhurtige ’LTE-Advanced’-forbindelse, som den også hedder, ved at der står 4G+ eller LTE+ i toppen af din mobil. Hvis du har en af de seneste generationers iPhone eller en smartphone med Snapdragon 800 eller nyere, så kan du anvende en eller anden form for carrier aggregation. Tilsvarende gælder det for Samsung- og Huawei-mobiler, at de seneste generationers smartphones understøtter carrier aggregation.