Telia fremlagde her til morgen regnskab for fjerde kvartal, og dermed årsresultat for 2012.
Et pænt regnskab, der på trods af en samlet tilbagegang på 1.000 mobilkunder, giver et driftsresultat i fjerde kvartal på 166 millioner svenske kroner.
På trods af det pæne regnskab, kan dagen i dag, alligevel blive skæbnesvanger for Telias koncernchef Lars Nyberg.
Telia er nemlig mistænkt for bestikkelse i 2007, hvor selskabet købte en 3G-licens i Usbekistan.
Telia er beskyldt for at benytte bestikkelse for at få mobillicensen til 2,3 milliarder svenske kroner. Bestikkelsen skulle ifølge Business.dk, være foregået via et selskab i Gibraltar, der har tætte kontakter til Usbekistans præsidents datter.
I dag fremlægges en advokatundersøgelse, der skal vise om Telia havde del i bestikkelsessagen, og i sidste ende kan koste koncernchefen sin stilling.
Sagen har også stor bevågenhed i den svenske stat, som ejer 37,5 procent af aktierne i Telia.