Huawei og TDC opgraderer landet med lynhurtigt bredbånd
Er du plaget af langsomme hastigheder på kabelnettet, der dårlig nok kan trække et videoklip fra YouTube eller en film på Netflix i en nogenlunde anstændig kvalitet?
Så vil dette nye tiltag fra TDC formentligt vække glæde, hvis du vel at mærke benytter TDC’s kabelnet til bredbånd i forvejen, f.eks. som YouSee-kunde.
I en pressemeddelelse skriver Huawei nemlig, at de har fået til opgave at opgradere TDC’s kabelnet fra den nuværende coax-teknologi til det såkaldte “Giga COAX” som en af de første i verden.
Læs også: TDC sætter turbo på 4G-netværket
Opgraderingen betyder, at bredbåndshastighederne får et ordentligt nøk i vejret på op til 1 Gbit/s (1000 Mbit/s) i download. Det er samme hastighed, som der typisk kan opnås gennem fibernet, som endnu er svært tilgængeligt i husstandene.
”Det er den mest ambitiøse og omfattende opgradering, vi nogensinde har foretaget i vores kabelnet, og det er samtidig en af de største investeringer i digital infrastruktur, vi har set i Danmark. Vi åbner en motorvej for digitale underholdningstjenester, hvor det kun er fantasien og ikke hastigheden, der sætter grænser,” siger CEO hos TDC Group, Pernille Erenbjerg
At det netop er Huawei, der får til opgave at opgradere TDC’s kabelnet, er ikke så overraskende taget i betragtning, at det også er den kinesiske virksomhed, der står bag det lynhurtige 4G-netværk hos TDC i Danmark.
Læs også: TDC bliver til Yousee
Huawei skriver, at det vil blive muligt for halvdelen af alle danske husstande at kunne opgradere til det hurtige netværk, som bliver muligt at erhverve sig via YouSee som følge af sammenlægningen af TDC og YouSee.
Opgraderingen begynder allerede i sidste halvdel af 2016 og vil kun vare under et års tid, for inden udgaven af 2017 forventes det superhurtige bredbånd at stå færdigt.
Fremtidssikret bredbånd
Så er det store spørgsmål selvfølgelig, hvad bredbånd, der er måske op til 20 eller endda 50 gange hurtigere end mange nuværende kabelforbindelser, skal bruges til. Her udtaler Huaweis danske direktør, Xiao Binbing, at opgraderingen lige så meget er en fremtidssikring, da den teknologiske udvikling går lynhurtigt.
Læs også: Telenor først med kvik og klar tale over 4G-netværket
Inden for få år kan 4K-opløsningen på tv’et og streamingtjenester være ganske udbredt, og 8K-opløsningen er også lige om hjørnet. Med downloadhastigheder på op til 1 Gbit/s er det altså ikke bredbåndsforbindelsen, der kommer til at sætte begrænsningerne for, hvad der bliver muligt.