TT-netværket rammer Vestjylland og Sydsjælland
Natten til torsdag den 12. september blev Telia og Telenors 3G mobilnetværk i det vestjyske i og omkring byerne Lemvig, Struer, Holstebro, Vemb, Ulfborg, Aulum, Vildbjerg, Spjald, Videbæk, Hvide Sande og Ringkøbing lagt sammen til ét stort mobilnetværk.
– Telia og Telenors net-sammenlægning: Se den store forskel her
Næste etape blev genneført natten til den 17. september, hvor et område fra Limfjordsøen Fur i nord over Skive, Stoholm og Karup til Sunds og Kjellerup i syd blev lagt sammen. Natten til den 18. sepember kom turen til Sydsjælland i området omkring Vordingborg, Præstø og på Møn.
Dermed er Telia og Telenors 3G netværk nu lagt sammen i en stor del af midt og vestjylland samt Sydsjælland og Møn.
Gik spådommen i opfyldelse?
Da Telia og Telenors planer omkring en storstilet netværkssammenlægning så dagens lys for små to år siden, producerede vi på Mobilsiden.dk et lille oversigtskort, som viste hvorfor Telia og Telenors planer var et perfekt match.
Nu er turen så endelig kommet til det område, som vi tidligere brugte som eksempel i vores artikel.
Men én ting er store planer – er disse planer så også blevet til virkelighed?
Det korte svar er et overvejende ja. Siden vi producerede vores oversigtskort, for små to år siden, der er der kommet tre mobilmaster til i området, hvilket har været med til at give endnu bedre dækning nordvest for Holstebro og i området mellem Struer og Lemvig. Samtidig er flere af mobilmasterne i området blevet opgradet med langtrækkende 900 MHz 3G og derved har store områder fået 3G dækning.
Med de sidste par ugers netværkssammenlægning er hver mobilmasts dækningsområde blevet markant mindre, hvilket betyder, at hver enkelt mobilmast skal servicere et langt mindre geografisk område – fuldstændig som i eksempelet i vores artikel.
Det betyder igen bedre indendørsdækning, højere datahastigheder og mere stabilt 3G.
Få områder uden 3G dækning
Selvom Telia og Telenor har lagt mange 3G mobilmaster sammen, så vil der stadigvæk være nogle få områder uden ordenlig 3G dækning.
Det skyldes, at Telia og Telenor i første omgang ikke opgraderer alle deres 2G master til 3G, og det vil indbyggerne i flere små byer og landområder bemærke, da de ikke har fået bedre 3G dækning, men stadigvæk må nøjes med 2G dækning.
Men hvis man er uheldig og bor i et af disse områder, så skal man dog ikke blive alt for skuffet.
Telenors netværksdirektør Richard Stigaard forklarer til Mobilsiden.dk, at ikke alle 2G mobilmaster bliver opgraderet i første omgang. Når sammenlægningen af Telia og Telenors 3G netværk er afsluttet i første halvår 2014, så er det planen også at sammenlægge selskabernes 2G netværk.
Når processen med sammenlægningen af begge teleselskabers 2G netværk er afsluttet, så vil der komme en anden runde med 3G udrulning, hvor flere områder vil få indendørs 3G dækning.
Samtidig understreger Richard Stigaard, at der også løbende bliver opsat helt nye mobilmaster, som kommer til at sikre bedre dækning i områder, hvor der i dag er dårlig dækning på både 2G og 3G.
I uge 39 kører sammenlægningen videre i Herning, Silkeborg, Ikast og på Bornholm.
Læs også:
– TT-netværket dækker nu hele Lolland
– TT-netværket dækker nu hele Nordjylland