Teleselskaberne snyder dig via iPhone
Gud ske tak og lov for dansk lovgivning. I Danmark har Telia endnu ikke afsløret prisen for iPhone 3G, men i Tyskland og Storbritannien er de store teleselskaber allerede klar med planen, der skal lokke penge ud af iPhone-kunderne.
T-Mobiles topchef Philipp Humm har for nyligt i et interview udtalt, at de vil sælge iPhone for én euro – altså sølle syv kroner og 50 øre. Men så laver du også en aftale med djævlen. Du binder dig nemlig til, at betale 89 euro, cirka 650 danske kroner, hver måned de næste 24 måneder.
Det betyder, at prisen går fra otte kroner til over 15.600 kroner! Og det er altså for en enkelt iPhone.
I Storbritannien benytter O2 samme strategi. Få iPhone gratis, men bind dig til, at betale cirka 400 kroner hver måned i 18 måneder. Det bliver samlet 7.200 kroner.
I Danmark undgår vi de vanvittige priser, da dansk lovgivning kun tillader teleselskaberne, at binde privatkunder i højst seks måneder. Prisen på iPhone 3G via Telia, samt et eventuelt tilhørende abonnement er endnu ikke oplyst.