Telia: iPhone-garanti bortfalder ved jailbreak
Hvis man jailbreaker sin iPhone, bortfalder garantien. Sådan lyder udmeldingen i et nyhedsbrev, Telia har udsendt til sine iPhone-kunder.
Teleselskabet oplyser ydermere, at man ikke nødvendigvis mister retten til at få repareret en jailbroken iPhone, hvis den går i stykker. Det skyldes, at den danske lovgivning sikrer forbrugerne to års reklamationsret ved køb af en vare.
– “Reklamationsretten frafalder ikke, selvom en iPhone bliver jailbreaket,” lyder det fra Telia, der til gengæld understreger, at jailbreak kan forringe mulighederne for reklamation.
– “Hvis du for eksempel pludselig oplever nedsat batterilevetid, og samtidig har downloadet programmer, der ikke er godkendt af Apple, så kan det godt være, at man vurderer, det skyldes de ikke godkendte programmer. I et sådanne tilfælde kan reklamationsretten frafalde, og du kan derfor ikke få repareret eller udskiftet din iPhone. Disse sager afgøres altid efter et individuelt skøn, og derfor kan vi kun sige, at jailbreak kan have betydning for ens reklamationsmuligheder,” oplyser Telia.
Den generelle opfattelse på iPhone-fora verden over er imidlertid, at en gendannelse af telefonen sletter alle spor af jailbreak.