Android XR: Nyt styresystem til headsets og smarte briller
Android findes allerede til smartphones, tablets, ure, biler, tv, digitalkameraer, IoT-enheder, bærbare computere, spillekonsoller, medieafspillere, printere og meget mere.
Ja, listen af Android-enheder er efterhånden meget lang – og nu bliver den endnu længere.
Se også: Top 5: De absolut bedste VR-headset
Android XR udfordrer Apples visionOS
Google introducerer nemlig Android XR – en ny udgave af Android-styresystemet tilpasset mixed reality-headsets og smarte briller. Det inkluderer både AR-headset, VR-headset og MR-headset.
Umiddelbart minder Googles nye styresystem meget om det, som vi tidligere har set i visionOS-styresystemet til Apple Vision Pro.
Du ser altså dine omgivelser gennem brillerne eller headsettet. I dit synsfelt ser du svævende vinduer af apps såsom Chrome, Fotos, Maps og YouTube, som du kan interagere med ved at bruge fagter med hånden og fingerbevægelser.
Android XR vil også understøtte eksisterende telefon- og tablet-apps fra Play Butik på samme måde, som Apple understøtter iPad-apps i Vision Pro.
Se også: Apple på vej med nyt VR-headset: Apple Vision Pro 2
AI er nøglen til succes
Googles Gemini AI-chatbot er naturligvis i centrum i det nye styresystem. Google har forsøgt at udvikle headsets i mere end et årti – først Glass og sidenhen Cardboard og Daydream, og ingen af disse blev nogen stor succes.
Nu mener Google, at AI er nøglen til at få den interaktive brugeroplevelse til at fungere.
”Vi mener, at en digital assistent, der er integreret i din XR-oplevelse, er killer-appen for formfaktoren, ligesom e-mail eller sms var det for smartphonen,” siger Sameer Samat, der leder Android-økosystemet hos Google.
Da Gemini også bliver mere multimodal og både kan optage og skabe lyd og video, giver briller og headsets pludselig meget mere mening. Der er også adgang til Cirecle to search, hvilket er en unik funktion sammenlignet med, hvad Vision Pro kan.
Se også: Googles nye Gemini 2.0 AI-chatbot er dobbelt så hurtig
Samsung først med Android XR-headset
Google forestiller sig headsets, der problemfrit kan skifte fra virtuelle verdener til virkeligheden – igen som Vision Pro – og smarte briller, der i højere grad er en følgesvend, der altid er tændt.
Google er også interesserede i enheder, der kun bruger lyd, såsom Ray-Ban Meta Smart Glasses. Nogle ting kan være selvstændige, mens andre er måske mere som tilbehør til din telefon.
Det er heller ikke utænkeligt, at Google ender med at bygge egen XR-hardware, men det er tydeligt, at de forsøger at understøtte et bredt spektrum af enheder.
Til en start samarbejder Google med Samsung om at introducere det første Android XR-headset med kodenavnet Moohan. Det står til at blive lanceret i løbet af 2025.
Google samarbejder også med andre hardwareproducenter om at udvikle nye headsets og briller, som anvender det nye styresystem.
Se også: Samsung slipper One UI 7 fri – her er alt det nye
Perspektivering
VR, AR og MR er teknologier, som langsomt bliver mere udbredte. Google har forsøgt sig med headsets og briller tidligere, men de har aldrig slået igennem. Nu giver søgegiganten området et helhjertet forsøg, og denne gang lader ambitionerne til at være større.
Overvejer du at købe et virtual reality-headset, er der allerede flere gode produkter på markedet – blandt andet fra Meta og Apple. Se de bedste VR-headset.