Apple fokuserer på sport, gaming og fitness til AR/VR headset
Apple er ved at gøre klar til præsentationen af sit AR/VR ”mixed” reality-headset ved WWDC i juni.
Det betyder, at de er i gang med at udvikle apps, der skal få folk interesserede i headsettet. Ifølge Bloomberg ligger fokus for Apple på sport, gaming, wellness og samarbejdsapps til enheden.
Se også: Hvad bringer future tech?
iPad-apps tilpasses Apples AR/VR headset
Planen er at tilpasse iPad-apps til headsettet, og brugerne får tilgang til allerede eksisterende App Store-indhold via 3D-brugerfladen i headsettet.
Apple-designede apps som Safari, Kalender, Kontakter, Hjem, Filer, Beskeder, Noter, Fotos, Music og andre indbyggede apps skal optimeres til headsettet.
Man kan køre flere apps ad gangen, og der kommer en geolokaliseringsmulighed for at kunne skifte mellem apps, når personen er i forskellige rum.
Se også: Forbrugerne gider ikke VR
Fitness med instruktør i VR, sport og gaming
Med en Fitness+-app kan brugeren træne, mens man kigger på en Fitness+-instruktør i et virtual reality-miljø, og der kommer også til at være en Health-app, der skal guide brugeren gennem meditation med grafik, lyd og voice-over.
Når det kommer til sport, ligger fokus på immersive seeroplevelser med MLB (Major League Baseball) og Major League Soccer, og der vil være en dedikeret TV-app, så man kan se videoer i VR-miljø.
I en særlig FaceTime-version kan man bruge Memoji-lignende avatarer og virtuelle mødesrum, og Apple kommer med en Bøger-app til virtual reality-læsning. En kamera-app kan tage billeder med headsettets kameraer, og en version af Freeform skal tilpasses 3D-brugerfladen, så man kan samarbejde med andre om projekter.
Apple har desuden samarbejdet med en række spiludviklere om at opdatere eksisterende content til mixed reality, og Apple kommer også til at have et solidt sæt værktøjer klar til at skabe AR/VR-oplevelser.
Se også: De bedste VR headset til gaming, fitness og arbejde
Gider brugerne overhovedet er AR/VR-headset?
Det nye AR/VR-headset forventes at få en pris på omkring 3.000 dollars, altså pænt over 20.000 kroner og Apple regner ikke med det store salg til at begynde med.
De regner faktisk med at sælge blot en million enheder det første år, det er lidt, når man taler Apple-produkter.
Apple-analytiker Ming-Chi Kuo sagde i begyndelsen af april, at AR/VR-headsettet er Apples ”sidste håb” for at overbevise investorerne om, at AR/VR-produkter bliver det næste nye stjerneprodukt inden for forbrugerelektronik. Andre produkter fra for eksempel Meta har ikke haft tilstrækkeligt lokkende software, og det er en stor hurdle, Apple skal klatre over.
For at få folk til at købe headsettet, er Apple nødt til at overbevise brugerne om, at softwaren og oplevelserne er pengene værd. For at lykkes med det, skal de kunne tilbyde interessante egne oplevelser samt innovative tredjepartsapps fra udviklere.
Hvis Apple ikke formår at få succes med produktet, står vi i en situation, hvor hele markedet for AR/VR risikerer at stå i stampe i mange år.
Find priser på AR / VR headset her.