Bluetooth LE Audio: Nu bliver Bluetooth-lyd smartere og bedre

Bluetooth LE Audio, en ny færdigudviklet Bluetooth-standard, giver markant højere lydkvalitet samtidig med lavere bitrate og helt nye tilslutningsmuligheder.

Bluetooth LE Audio: Nu bliver Bluetooth-lyd smartere og bedre

Tilbage i 2020 annoncerede standardiseringsorganet Bluetooth SIG en videreuedvikling af Bluetooth Low Energy fra 2009 kaldet Bluetooth LE Audio. Den nye Bluetooth-standard introducerer en række nye muligheder for afspilning af lyd over Bluetooth.

Det var egentlig planen, at Bluetooth LE Audio skulle implementeres i produkter tidligere, men det satte coronapandemien en stopper for. Nu har Bluetooth SIG dog omsider færdiggjort udviklingen af Bluetooth LE Audio, og dermed kan producenter nu lancere produkter, der understøtter den nye og moderne standard til overførsel af trådløs lyd.

“I dag er en stolt dag for Bluetooth SIG’s medlemskreds. Vores medlemmer har overvundet de mange udfordringer, som de har stået over for i de sidste par år, for at gennemføre det største specifikationsudviklingsprojekt i Bluetooth SIG’s historie. LE Audio udvider grænserne for, hvad der er muligt på markedet for trådløs lyd,” siger Mark Powell, direktør i Bluetooth SIG.

Læs også: Se priser på de bedste in-ear

Bedre lydkvalitet og højere effektivitet

Bluetooh LE Audio er en samlebetegnelse for en række nyheder, som forbrugere vil få glæde af de næste 20 år, estimerer Bluetooth SIG. En af dem er brugen af det nye codec LC3 (Low Complexity Communications Codec), som er designet til at overføre lyd trådløst endnu mere effektivt.

Brugere kan vælge enten at få meget højere lydkvalitet med samme bitrate som den normale Bluetooth Classic Audio-teknologi, der i dag anvendes til trådløs overførsel af lyd. Man kan dog også vælge at få lidt bedre lydkvalitet ved mindre end halvdelen af den bitrate, der hidtil har været nødvendig. Lavere bitrate er at foretrække, da det reducerer strømforbruget og dermed giver længere batteritid – hvilket er rart særligt i små in ear-øretelefoner med bittesmå batterier.

Bluetooth SIG har udviklet ovenstående interaktive værktøj, hvor du kan lytte til forskellen på traditionel overførsel af lyd via sub-band codec (SBC) og det nye LC3-codec.

Auracast: Afspil lyd til et uendeligt antal enheder

Hidtil har der været grænser for, hvor mange enheder en Bluetooth-enhed kan være tilsluttet på én gang, men ikke med Bluetooth LE Audio. En af nyhederne i Bluetooth LE Audio er Auracast. Det gør det muligt for en lydkilde, for eksempel en smartphone, at afspille lydsignaler til flere Bluetooth-enheder, eksempelvis højtalere eller in-ears på én og samme tid.

På den måde kan to personer med hvert sit headset lytte til samme sang, som spilles fra én og samme telefon. Det kan også være et fitnesscenter, som har et tv kørende foran løbebåndene, hvor alle kan koble deres Bluetooth-headset til tv’ets Bluetooth-lyd. I en lufthavn eller andre større offentlige områder vil der kunne blive udsendt annonceringer på brugerens eget sprog, for eksempel vigtige oplysninger om flyafgange.

En model af, hvordan Auracast kan lade brugerne vælge en lydkilde som et Wi-Fi-netværk.

Med Auracast vil det være lige så nemt at forbinde til lydkilder, som det er at forbinde til Wi-Fi-netværk. Man vil også kunne forbinde sine enheder via Bluetooth LE Audio ved blot at scanne QR-koder eller aflæse NFC-chips med telefonens bagside.

Bluetooth LE Audio understøtter som noget nyt også høreapparater.

Første produkter kommer sidst på året

De første produkter, der understøtter Bluetooth LE Audio, skulle komme på markedet inden udgangen af året, men det er endnu uvist, hvem der bliver først til at introducere et produkt.

Se også: Test af headset