Facebook og Ray-Ban lancerer smart-brille næste år
Facebook har i efterhånden mange år satset på AR (augmented reality). Det har nu udmøntet sig i præsentationen af et nyt projekt – Project Aria og et nyt samarbejde med den italienske brillegigant EssilorLuxottica, som du måske bedst kender for brands som Ray-Ban, Chanel, Burberry, Dolce & Gabbana, Armani, Ralph Lauren og mange, mange flere.
Facebooks nye brille er, som navnet ’Project Aria’ indikerer, ikke et færdigt produkt, men et værktøj til at udforske mulighederne og potentialet for briller med AR-teknologi indbygget. En AR-brille giver brugeren af brillen et brugbart 3D-lag oven på ens synsfelt, som kan vise relevante oplysninger oven på den fysiske verden.
Project Aria fungerer ved at optage video og lyd fra brugerens synspunkt, ligesom brillen også har sensorer til at registrere øjenbevægelser og placeringsdata.
Så avanceret bliver Facebook og Ray-Bans første smart-brille dog ikke, præciserer Facebook over for The Verge. Brillen vil formentlig få nogle sensorer og muligvis et kamera, men brillen vil i hvert fald ikke i første omgang blive udstyret med en skærm, som vil muliggøre AR.
Brillen vil nærmere blive i stil med Snap Spectacles fra skaberne af Snapchat og Echo Frames fra Amazon. Kigger man på disse to briller, er det ikke utænkeligt, at Facebook og Ray-Bans smart-brille vil kunne lignende ting såsom at oplæse notifikationer for brugeren via en lille højttaler ved øret, foretage telefonopkald, afspille musik og podcasts og eventuelt være integreret med en eller flere stemmestyrede assistenter – alt sammen gennem en Bluetooth-opkobling til brugerens telefon.
Læs også: Apples AR-briller siges at komme i 2022
Beyond thrilled to finally share a sneak peek of our Facebook partnership with Ray-Ban! Our first smart glasses will launch next year, and that’s just the beginning… The future will be a classic and it's coming in 2021 😎 pic.twitter.com/l9992ZQGoy
— Hugo Barra (@hbarra) September 16, 2020
Vil ligne en normal brille
Hidtidige bud på smarte briller har lidt under, at de ligner alt andet end en traditionel brille, og det afskrækker formentlig mange fra overhovedet at overveje at købe dem. De ser ganske enkelt kiksede ud.
Det vil Facebook og Ray-Ban dog ændre på. Deres samarbejde går i høj grad ud på at sætte en smart-brille i verden, som ikke ligner en smart-brille, men derimod en hvilken som helst anden brille fra Ray-Ban. Og det sætter naturligvis også nogle grænser for, hvor meget teknologi Facebook og Ray-Ban kan proppe i brillen.
”Fremtiden vil blive klassisk”, lyder det i ovenstående video fra Hugo Barra, vicedirektør i Facebook Reality Labs. Videoen slutter af med at røbe, at de to virksomheder er klar med deres fælles smart-ur i 2021. Hverken pris, design eller hvad uret vil hedde vides dog på nuværende tidspunkt.
Læs også: Intels nye, smarte brille ligner rent faktisk en brille