Fossil Gen 6-smartwatch lanceret – med forældet software
Fossil har endelig løftet sløret for deres næste serie af smartwatches, som vi viste ville komme med Qualcomms hurtigste wearable Snapdragon 4100+ chipset. Der er dog mere nyt gemt i de nye Fossil Gen 6-smartwatches, som vi her tager et nærmere kig på. Der er både gode nyheder og så er der de knap så gode nyheder.
Se også: Tests af smartwatches
Bedre ydelse, hurtigere opladning
De nye Fossil Gen 6-smartwatches kommer i to størrelser, 42 mm og 44 mm, så de er altså størrelsesmæssigt helt oppe i OnePlus Watch og Samsung Galaxy Watch4 (største udgave) ligaen, som er i 46 mm.
De er udstyret med en 1,28 tommer AMOLED-skærm med en 416×416 opløsning, med en always on-funktion, hvor skærmen altid er tændt. Uret er også udstyret med højtaler og mikrofon, hvorved man kan foretage opkald.
Der er op til 85 procent bedre ydelse i det yne Fossil Gen 6, som kommer med Snapdragon 4100+ chipset. Uret har 1 GB RAM og 8 GB lagerplads til fx downloaded musik.
Fossil lover ét døgns batteritid, identisk til det gamle Gen 5, men med et hurtigere opladning. Gen 6 oplades fra 0 til 80 procent på lidt over 30 minutter.
Kommer ikke med Wear OS 3
Fossil Gen 6 skulle derudover have fået forbedret måling af puls og andre sundhedsfunktioner. Målingerne omfatter SpO2- og pulssensorer samt søvntracking. Der er også forskellige sportstilstande. Uret er 3ATM vandtæt.
En af de ting, der blev set meget frem til i Fossil Gen 6 var nyeste Google wearable platform, Wear OS 3, som kun Galaxy Watch4 lige nu tilbyder. Dem der havde håbet på det må væbne sig med tålmodighed. Wear OS 3 kommer nemlig først til Fossil Gen 6 i løbet af 2022, og først i andet halvår. Ikke nok med det, så kræves der også en nulstilling af uret, når det skal opdateres til Wear OS 3.
Se også: Find billige priser på smartwatches
Dansk pris på Fossil Gen 6
Fossil Gen 6 kommer i forskellige designs med læderremme, stålremme, urdesigns og andre tilpasninger. Prisen på Fossil Gen 6 er vejledende fra 299 dollars. Det er svarende til Gen 5, som endte med at koste fra 2.200 kroner.