Google bekræfter Pixel Watch – kommer til efteråret

Google har nu endelig bekræftet Pixel Watch og at det får Wear OS 3 med dyb integration af Fitbit. Det nye smartwatch kommer til efteråret.

Google bekræfter Pixel Watch – kommer til efteråret

På sin I/O 2022-udviklerkonference har Google netop bekræftet, at Pixel Watch kommer og viste billeder af den. Dermed er flere måneders rygter altså bekræftet.

Smartwatch med Wear OS 3

Pixel Watch har en kuppelformet, rund front og ser ligesom det meste hardware fra Google ud til at have en pastelbaseret farvesammensætning. Der er en “taktil krone”, og der vil også være forskellige armbånd til rådighed.

Enheden vil køre Wear OS 3, som virksomheden lancerede sidste år i samarbejde med Samsung, men med opdateringer. Det gælder for eksempel det, der ligner en virkelig god offline Maps. Emergency SOS og en ny Google Wallet er også på vej til Wear OS på Pixel Watch.

pixel watch 2022

Dyb integration med Fitbit

Google lover også dyb integration med Fitbit, som virksomheden for nylig opkøbte, med henblik på sundheds- og fitness-tracking-funktioner.

Wear OS har længe manglet omfattende værktøjer til aktivitets- og biometrisk sporing, så her har vi et stort løft i vente med konstant pulsmåling og søvnsporing.

Uret får også en Fitbit-app fra start med de muligheder, den nu engang giver og man kan logge ens fremskridt i forhold til forudindstillede mål.

Spørgsmålet er så, om Fitbit-appen vil fungere sammen med Googles egen Fit-app, eller om der vil være overlapning.

Se også: Priser på smartwatch

Salgsstart til efteråret

Derudover er der ikke så mange andre nyheder om Pixel Watch, udover at flere detaljer vil blive offentliggjort i de kommende måneder, og at det vil blive lanceret til efteråret sammen med Pixel 7 og 7 Pro.