Jabras seneste trådløse in ear-høretelefoner får “banebrydende” opdateringer

Jabra er klar med store opdateringer, der forbedrer deres seneste trådløse in ear-høretelefoner, Elite 10 og Elite 8 Active.

Jabras seneste trådløse in ear-høretelefoner får “banebrydende” opdateringer

Allerede i januar annoncerede den danske lydproducent Jabra en række opdateringer, der skal forbedre oplevelsen af deres nyeste trådløse earbuds, Elite 8 Active og Elite 10.

Nu er de ifølge Jabra “banebrydende” opdateringer, der skal forbedre oplevelsen af produkterne, live i appen. Opdateringerne løfter ikke kun lydkvaliteten, men forbedrer også den overordnede funktionalitet og anvendelighed af Jabras seneste generation af earbuds.

Se også: Kig efter denne blå mærkat, inden du køber et smart home-produkt

Jabra Elite 10 bliver bedre til at fjerne stemmer

Jabras premium in ear-høretelefoner får forbedret lyd med nye AI-baserede algoritmer, der undertrykker forstyrrende lyde fra omgivelserne. Opdateringen er specifikt lavet for at forbedre støjreduktionen i menneskets stemmefrekvens.

Det betyder, at stemmer fra folk omkring dig i højere grad vil blive udelukket, så man derved opnår en meget bedre opkaldskvalitet.

Ydermere har Jabra tilføjet ANC under opkald for at gøre opkaldsoplevelsen endnu bedre. Brugere kan forvente, at blokeringen af baggrundsstemmer bliver op til to gange bedre, hvilket optimerer opkaldsklarheden i omgivelser med stor aktivitet såsom kontorer, restauranter og travle gader. Det sikrer uafbrudte samtaler til gavn for begge ender i røret.

Læs også: Guide til den bedste kameramobil

Jabra Elite 8 Active bliver bedre i blæsevejr

Ørepropperne, som Jabra kalder ”verdens mest hårdføre earbuds”, får forbedret ANC- og hear-through, som skal gøre dem endnu bedre under blæsende forhold.
Softwareopgradering bruger nu dobbeltmikrofonteknologi til bedre at kunne registrere vindstøj.

Med den nye softwareopgradering bruges begge eksterne mikrofoner til at sikre mere nøjagtig registrering af vindniveauerne og sikre en mere jævn overgang til vindtilstand. Opdateringen giver også en forbedret lytteoplevelse under musikafspilning.

Opdateringerne til de to in ear-høretelefoner kan downloades via Jabra Sound+-appen og er nu tilgængelige for alle brugere.

Begge trådløse høretelefoner blev introduceret i september. Jabra Elite 10 koster i dag under 1.500 kroner, mens Jabra Elite 8 koster cirka 1.400 kroner.

Læs også: De absolut bedste smartwatches til Android-telefoner