MacBook Pro 13 Touch er umulig at reparere
Elektronik – og især laptops – bliver stadigt tyndere, lettere og kraftigere. Men denne udvikling har en bagside – enhederne bliver nu pakket så tæt med elektronik, at de bliver nærmest umuligt at reparere.
Det erfarer reparationsspecialisterne fra iFixit, da de havde Apples nyeste MacBook Pro under luppen.
Apples 13” og 15” er blevet slankere og lettere end før, men er nu virtuelt umuligt at reparere eller opgradere konstaterer specialisterne.
iFixit noterer, at en vigtig komponent som batteriet er nærmest umuligt at udskifte, da denne er solidt limet til chassiset. Andre vitale komponenter såsom RAM, processor og SSD’en er alle sammen loddet fast til motherboardet – hvilket umuliggør en upgrade eller reparation uden særligt udstyr.
Her pointerer iFixit også, at eftersom at Touch-ID fingeraftrykslæseren er knyttet til både motherboard og power-knap kan en reparation af sidstnævnte betyde, at nærmest alt indmad skal udskiftes.
Den særlige Touch Bar besværliggør også enhver reparation, da den reelt set er en ekstra skærm der skal tages forbehold for, ved enhver reparation.
Se også: Samsung Galaxy Note 7 er ikke nem at reparere
De mange forhindringer betyder, at iFixit giver MacBook Pro med Touch Bar den lavest muligt reparationsscore: 1/10. Den almindelige MacBook Pro 13 uden Touch scorer en smule højere med 2 ud af 10 mulige points.
Til sammenligning scorede sidste års meget kompakte retina MacBook samme bundkarakter, mens den nyligt lancerede iPhone 7 er overraskende medgørlig med en karakter på 7 ud af 10.