Penge tilbage fra Skat? Her er seks gode gadgetkøb
Har skatteguderne været gavmilde i år er det jo god anledning til at revurdere hjemmets elektronik. Måske du skal bruge noget nyt grej. Mobilsiden.dk har derfor samlet en række god bud på gode gadgetkøb til foråret.
Under 500 kroner: Google Chromecast
Den ser ikke ud af meget, Googles diminutive, streaming-enhed. Men til trods for dongle-looket, får du en effektiv medieplatform for de 270 kroner Chromecasten koster.
Stik den i fjernsynets HDMI-port og installer app’en til Android eller iOS og du er klar til at streame dine favoritfilm og -serier fra blandt andre Netflix, HBO, Viaplay og Youtube. Du kan samtidig overføre indholdet fra din PC eller Android-mobil trådløst til stuealteret.
Med Chromecasten følger også et godt tilbud på 3 måneders Viaplay og Google Play Musik. Du kan bestille den på Google Store.
Under 1000 kroner: ECOROX vandtæt højtaler
Specielt køn er den ikke, men sidste års musikfavorit er fortsat den bedste vandtætte bluetooth-højtaller mobilsiden.dk har testet. Den fylder ikke mere end en cola-dåse, men spiller lystigt op – selv under bruseren, ved poolen eller under tordenbygen.
Når den samtidig opnår imponerende driftstider på over et døgn, er hårdfør og nem at montere overalt, er den en perfekt ledsager til action-folket. En stensikker favorit til foråret.
Læs testen: ECOROX – Vandtæt, hårdfør og musik i evigheder
Under 2000 kroner: Motorola Moto G (2nd gen)
Motorola har taget sin glimrende budgetmobil, Moto G, og gjort den endnu bedre. Større skærm og bedre kamera er nyhederne, det gør Motorolas budgetmobil til en sikker favorit i prislejet.
Den bevarer Motorolas robuste plastikdesign, som du kan tilpasse med et af Motorolas mange farverige covers. Softwaren er fortsat det allernyeste fra Google, mens resten af markedets billige Android-mobiler oftest må nøjes med halvanden år gamle Android KitKat.
Find den bedste pris på mobilpriser.dk
Under 3000 kroner: Beoplay A2
B&O kvalitet, god lyd, lækkert design og nem at have med i tasken. BeoPlay A2 er en designvinder. Prisen på 2.499,- placerer den i high-end segmentet, men glimrende egenskaber som 24 timers spilletid gør den fortsat til et godt køb.
En 180W stærk forstærker sikrer at den er potent nok til at konkurrere med mange hjemmeanlæg, mens B&O PLAY’s lydekspertise sørger for, at lyden er langt større end hvad man kan forvente i sådan et smalt kabinet.
Læs også: BeoPlay A2 – Designperle med uovertruffen lyd
Under 5000 kroner: Apple iPad Air 2
Apples anden generation af iPad Air er en hypertynd, men alligevel solid og stilsikker, sag. Skærmen er bedre end nogensinde, qua sin høje opløsning, gode lysstyrke og anti-refleks coating.
Siden lanceringen i efteråret er prisen dog faldet med ca. 10 procent. Du bliver derfor ikke ramt af Apples prisstigninger på grund af den stærke dollarkurs – i hvert fald ikke endnu.
Find den bedste pris på mobilpriser.dk
Over 5.000 kroner: Samsung Galaxy S6 Edge
Er skattefar ekstra gavmild i år, er Samsung forårssensation uomgåelig. Den er et stykke fremtidselektronik med sit buede display: bruger du den i længere tid vil enhver anden mobil virke bedaget.
Når ydelsen og kameraet samtidig hører til det absolut bedste i mobilverdenen er den ganske enkelt et unikt stykke mobil som du længe vil glædes ved.
Læs den fulde anmeldelse: Samsung Galaxy S6 Edge: Værd at begære