Samsung Galaxy AI kommer til Samsungs smartwatches
Samsung har afsløret One UI 6 Watch til Wear OS-baserede Galaxy-ure. Denne nye opdatering er baseret på Wear OS 5 – altså udgaven af Android optimeret til smartwatches, som Samsung skiftede over til i 2021 med lanceringen af Galaxy Watch 4.
One UI 6 Watch introducerer nye fitness- og træningsfunktioner, Energiscore, forbedret søvnindsigt og Galaxy AI-drevne sundhedstips.
I tillæg hertil kommer alle de nyheder, som Google viste i frem i Wear OS 5 ved udviklerkonferencen Google I/O tidligere i maj. Wear OS er den Android-software, som One UI er baseret på.
Dermed kommer Galaxy AI til smartwatches, der kører One UI 6 Watch. Hidtil har Galaxy AI været forbeholdt Samsungs smartphones, der kører med One UI 6.1.
Se også: Top 5: De absolut bedste smartwatches til Android-telefoner
Energiscore viser din generelle sundhedstilstand
En af de nye Galaxy AI-funktioner i One UI 6 Watch er Energiscore. Funktionen giver ifølge Samsung et hurtigt overblik over din generelle sundhedstilstand hver dag ved at kombinere forskellige sundhedsmålinger fra Samsung Health.
Med Energiscore får du altså hjælp til at få indblik i din daglige sundhedstilsstand, når algoritmen analyserer din gennemsnitlige søvntid, sammenhæng mellem sengetid og opvågningstidspunkt, pulsvariation, aktivitet den foregående dag, sammenhæng mellem søvntid, søvntiming og puls under søvn.
Energiscore hjælper dig derfor med at forstå, om det er en god idé at træne den pågældende dag.
Se også: Samsung: Galaxy AI er afgørende for fremtidens smartphonesalg
Personlige sundhedstips og forbedret søvnindsigt
Baseret på dine specifikke mål og sundhedsdata vil Galaxy AI også tilbyde personlige sundhedstips og motivation, så du kan nå dine daglige og månedlige mål.
Samsung skulle også have forbedret sine søvnalgoritmer ved hjælp af AI for at tilbyde forbedret indsigt med dybere og mere detaljerede oplysninger om din søvn med henblik på at forbedre din søvnkvalitet.
Samsung Galaxy AI kigger blandt andet på bevægelse under søvnen, søvnlatens, puls og åndedrætsfrekvens under søvnen. Brugere af Samsungs ure kan dermed bedre forstå deres søvnvaner og finde nye måder at forbedre søvnkvaliteten på.
Andre nyheder i One UI 6 Watch
Ud over personlige pulszoner tilbyder One UI 6 Watch oplysninger om pulszonerne aerob tærskel (AT) og anaerob tærskel (AnT). Oplysningerne kan bruges til at forbedre løbeeffektiviteten, mens man analyserer sin præstation.
Cyklister kan i One UI 6 Watch se frem til træningszonen Functional Threshold Power (FTP), som beregnes på 10 minutter. Dermed kan cyklister træne som professionelle.
En ny Race-funktion gør det muligt for cyklister og løbere at sammenligne deres nuværende træning med deres tidligere rekorder.
Hvis du udfører en kombination af flere træningsprogrammer, kan den nye funktion Workout Routine være en stor hjælp for dig. Du kan kombinere et hvilket som helst antal træningspas efter hinanden, og ens Samsung-ur vil fortsætte med at spore dem automatisk.
Hvilke Samsung-smartwatches får One UI 6 Watch?
Samsung har afsløret, at One UI 6 Watch-opdateringen med Galaxy AI kommer senere i år til alle Galaxy Watches, der bruger det Android-baserede Wear OS som styresystem.
Følgende Samsung Galaxy Watch-ure får OneUI 6 Watch med Galaxy AI:
- Samsung Galaxy Watch 4
- Samsung Galaxy Watch 4 Classic
- Samsung Galaxy Watch 5
- Samsung Galaxy Watch 5 Pro
- Samsung Galaxy Watch 6
- Samsung Galaxy Watch 6 Classic
Samsung oplyser også, at OneUI 6 Watch kommer til selskabets kommende Galaxy Watch-serie – altså Galaxy Watch 7, herunder Galaxy Watch 7 Ultra.