Samsung lancerer trådløst headset sammen med Galaxy S8
Da Apple forviste jackstikket fra sin nyeste iPhone introducerede selskabet samtidig et trådløst alternativ med de helt kabelfrie AirPods.
Samsung kan vise sig snart at følge i Apples fodspor, for ifølge Sammobiles kilder, planlægger sydkoreanerne at lancere et nyt trådløst headset sammen med forårets smartphone-superstjerne, Galaxy S8.
Læs også: Apple AirPods – De mangler noget vigtigt [TEST]
Timingen kan dermed styrke tidligere rygter, fra samme kilde, om at Samsung ligeledes har tænkt sig at skrotte jack-stikket i deres topmobil. En kontroversiel beslutning som konkurrenter som Apple, Motorola og HTC har udlevet i deres efterårskollektion af toptelefoner.
Hvorvidt det rygtede headset vil blive helt trådløst, som Samsungs nuværende IconX, præciserer kilden ikke. Der er samtidig ikke vished om, hvorvidt det trådløse headset vil følge med i salgsæsken, når du køber en Galaxy S8.
Med Galaxy S8 vil Samsung også introducere andre væsentlige nyheder. Det forlyder, at home-knappen skulle forsvinde, for i stedet at gemme sig under glasfronten.
Displayet på afløseren til S7 vil samtidig få vokseværk med en størrelse på op imod 6,2 tommer.