TEST Huawei Watch 5 – Elegant hardware, men velkendte udfordringer

Huawei Watch 5 imponerer med design, skærm og batteri, men halter som smartwatch pga. app-begrænsninger og manglende tjeneste-integration. Test og pris.

TEST Huawei Watch 5 – Elegant hardware, men velkendte udfordringer

Huawei Watch 5 er en smartwatch i premiumklassen, der igen demonstrerer Huaweis evne til at levere fremragende hardware. Uret er smukt designet, med en rund LTPO-skærm, der når op på imponerende 3000 nits lysstyrke.

Især designet er en styrke, hvor både materialer og byggekvalitet føles gennemført. Testmodellen i sort rustfrit stål har en solid vægt, uden at føles klodset under brug – selv under længere løbeture.

– Fordele

  • Fremragende byggekvalitet og design
  • Skarp og lysstærk skærm (3000 nits)
  • Lang batteritid
  • Præcis GPS og solide træningsfunktioner
  • X-Tap-sensoren til hurtige helbredstjek

– Ulemper

  • Ingen Google Play og kontaktløse betalinger i Danmark og få tredjepartsapps.
  • Ikke ideelt til seriøse sportsfolk
  • Pulsmåling er ikke altid præcis ved høj intensitet

Karakter: 78/100

Pris: Fra cirka 3.100 kroner. Find dagsaktuelle priser på Huawei Watch 5 her.

Test af Huawei Watch 5

Skærm og batteritid

Skærmen er skarp og levende, men det stærkt reflekterende glas og en forsigtig auto-lysstyrkeindstilling kan gøre det svært at aflæse uret i direkte sollys, medmindre man skruer op manuelt, hvilket naturligvis koster på batteritiden.

Heldigvis er batteritiden stadig stærk – omkring 4,5 dage med always-on display aktivt, og op til 11 dage i strømbesparende tilstand.

Hurtige sundhedsmålinger

Det nye X-Tap-sensorfelt, placeret på siden af uret, er Huaweis store sundhedsinnovation i denne generation. Det giver hurtige målinger af bl.a. iltmætning og HRV ved blot at holde en finger på sensoren.

Teknisk set fungerer det imponerende – hurtige målinger og et brugervenligt sundhedsoverblik – men det føles ikke som en funktion, man naturligt kommer til at bruge i hverdagen. Det virker mere som en teknologisk bedrift end et egentligt behov.

På sundhedsområdet leverer Watch 5 solide resultater. Søvnmålinger og iltmætning stemmer godt overens med andre toptrackere som Oura og Apple Watch. Men præsentationen i Huawei Health-appen halter bagefter. Der er mange grafer og tal, men mangler tydelige anbefalinger og personlige indsigter. Det bliver let et passivt dataarkiv snarere end en aktiv sundhedscoach.

Mange træningsfunktioner

Træningsfunktionerne er alsidige og omfatter alt fra VO2 max til restitutionsmålinger. GPS-sporingen er præcis, og pulsmålingerne er generelt pålidelige – dog med enkelte udsving i makspuls sammenlignet med et brystbælte og Apple Watch. Det er “godt nok” til de fleste, men sportsentusiaster vil nok savne den ekstra nøjagtighed.

Når det gælder smart-funktioner, er HarmonyOS flot og responsivt. Det begrænsede app-økosystem gør, at oplevelsen som smartwatch er noget amputeret.

Der er stadig ikke understøttelse af f.eks. kontaktløse betalinger i Danmark, og appudvalget halter bagefter Apple og Google.

Konklusion

Huawei Watch 5 er en fantastisk smuk og velbygget smartwatch med mange gode sundheds- og træningsfunktioner. Skærmen er i top, batteritiden stærk, og oplevelsen er overordnet meget positiv – hvis man primært bruger uret til sundhed og træning.

Men som smartwatch halter det stadig efter konkurrenterne pga. app-begrænsninger og manglende integration med populære tjenester. For Android-brugere, der vægter design og batteritid højt, er det et solidt valg. Men for dem, der ønsker det hele – apps, betalinger og toppræcis træningsdata – er det andre smartwatch-producenter, man skal kigge efter.