Xiaomi-patent: Gem dine trådløse earbuds direkte i smartphonen
Den kinesiske smartphoneproducent Xiaomi arbejder på en ny feature, som der nok ikke er mange, der har spurgt efter, men som helt sikkert vil bringe noget nyt på bordet: Nemlig muligheden for at gemme ens earbuds direkte i sin telefon som var det to små S-Pen i en Samsung Galaxy Note-telefon. Det skriver det hollandske medie LetsGoDigital.
“Hvordan kan man få plads til to earbuds i en tynd smartphone?”, tænker du sikkert. Det kan man heller ikke, medmindre man er lidt kreativ. Og det har Xiaomi været – i hvert fald at dømme ud fra to designpatenter (patent 1, patent 2), som Xiaomi i starten af året ansøgte om at få tildelt af WIPO (World Intellectual Property Office). I sidste uge blev Xiaomis dokumentation så offentliggjort.
Læs også: Xiaomi får patent på dualkamera under skærmen
Earbuds med foldbare ørestykker
På billederne ses en smartphone, som umiddelbart ligner enhver anden smartphone – blot med den forskel, at der er to huller i toppen, lidt ligesom to gigantiske udgange til hovedtelefonstik.
Tanken skulle være, at hullerne skal kunne rumme to tynde trådløse øretelefoner, som man kan putte ned i hullerne for at opbevare dem, når de ikke er i brug. Men normalt vil der ikke være plads til ørestykkerne inde i en tynd smartphone, så Xiaomis koncept er at lade netop ørestykkerne rotere 90 grader, så de går fra at pege ud til siden og til at pege opad.
Ørestykkernes særlige form og lille profil gør, at de kan næsten flugte med telefonens ramme, når de er indsat i telefonen. Konceptet overflødiggør altså et normalt euti, da øretelefonerne må formodes at kunne blive ladet op direkte inde fra telefonen ligesom Samsungs S-Pen i Note-telefonerne.
Det forlyder også, at øretelefonerne kan fungere som telefonhøjttaler, da designpatentet lægger op til en front fuldstændig dækket af skærm. Ellers burde der også være mulighed for at indbygge højttalere i skærmen som set i flere smartphones – hvis der altså er plads.
Det er endnu uvist, om Xiaomi planlægger at lancere en smartphone med plads til opbevaring af trådløse earbuds. Der skal formentlig rykkes en del rundt på flere komponenter inde i telefonen, og løsningen giver formentlig også mindre plads til batteriet.
Selv om det kan virke som et interessant koncept, vil kritikere måske også mene, at der blot er tale om en besværlig og ikke så praktisk løsning på et problem, som Xiaomi selv har skabt, da producenten red med på bølgen blandt mobilproducenter, der besluttede sig for at fjerne 3,5 millimeter-indgangen til hovedtelefonstik i sine telefoner.