Bliv din egen bilmekaniker med en smartphone i hånden [TIP]
Når bilen hoster eller advarselslamperne lyser i instrumentbrættet, er det for de fleste lig med penge ud af lommen og ned i mekanikerens kasse.
Har du ikke ti tommelfingre, og selv mod på selv at skrue lidt på din bil, kan du måske spare penge med smarte apps til din telefon.
De fleste nyere biler benytter en standard der hedder On-Board Diagnostics system (OBD II) til at udlæse fejlkoder fra bilen.
I Europa benytter de fleste benzinbiler, der er nyere end 2001, systemet til kommunikation mellem bilens elektroniske system og en computer. Det samme gør sig gældende for biler med diesel, der er nyere end 2004.
Du kan selv med ganske billigt tilbehør koble dig til bilens elektroniske system, og få udlæst bilens data og fejlkoder på din smartphone.
Hvis bilen er OBD kompatibel har den en OBD-port, der ligner en gammel printerport. Hos autotilbehørsselskaber eller via internettet, kan man købe en OBD-scanner, der tilsluttes OBD-porten i bilen og via Bluetooth kan kommunikere med en smartphone.
Billigst er det, at finde sin OBD-scanner på internettet, hvor den kan findes på eksempelvis Amazon eller eBay. Det er dog vigtigt, at du vælger en scanner der passer til din smartphone.
Når du har en OBD-scanner i hånden, behøver du en app til din telefon, der kan udlæse de data, der sendes fra bilen via scanneren.
Der findes apps til både, Android, iPhone og Windows Phone – Her er nogle eksempler på OBD-apps:
Android: Torque Lite
iPhone: iOBD2
Windows Phone: OBD Auto Doctor
Når du har udlæst eventuelle fejlkoder, kan du heraf udlede hvad der er galt med din bil, og overveje, som det er noget der skal laves her-og-nu af en mekaniker, eller om du selv vil prøve kræfter med skruetrækker og svensknøgle.
Husk at læse vejledningen til de forskellige applikationer grundigt, og gå kun i gang med mekanikerarbejdet, hvis du er helt sikker på at du gør det rigtigt.
Da Windows Phone er en forholdsvis ny spiller på markedet, kan det være svært at finde en OBD-scanner der passer, men ifølge WPCentral, skulle denne Android-kompatible enhed fra Amazon fungere.