Sådan forbereder du dig til dagens Windows 10-lancering [TIP]
Windows 10 har været længe undervejs i form af de såkaldte developer builds-versioner, og i dag kan tech-giganten, Microsoft, langt om længe igangsætte udrulningen af den store opgradering.
Læs også: Microsoft skifter strategi med sine Lumia-smartphones
Microsoft har som bekendt ændret taktik med opgraderingen til Windows 10. Det betyder, at du fra i dag af kvit og frit kan opgradere til Windows 10, hvis du i forvejen har Windows 7 eller Windows 8.1 installeret.
Men hvordan kommer du så bedst i gang med at installere den store opgradering uden at støde ind i alverdens problemer, og hvordan forbedrer du dig bedst muligt din computer? Det hjælper Mobilsiden dig her igennem med.
Tjek for kompatibilitet og reserver en udgave
Først og fremmest bør du undersøge, om din computer rent faktisk er kompatibel med Windows 10. Der er med andre ord en række systemkrav til softwaren, som skal overholdes, før din computer er i stand til at køre det nye Windows 10-styresystem.
Systemkravene fra Microsoft lyder som følger:
- Seneste styresystem: Windows 7 Service Pack 1 eller Windows 8.1 (tjek din Windows-version her)
- Processor: 1 GHz eller hurtigere
- RAM: 1 GB til 32-bit og 2 GB til 64-bit
- Lagerplads: 16 GB til 32-bit og 20 GB til 64-bit
- Grafikkort: DirectX 9 eller nyere med WDDM 1.0-driver
Den nemmeste måde at tjekke, om din computer med Windows er kvalificeret til at installere Windows 10, er ved at benytte dig af et lille værktøj, som Microsoft har udviklet til Windows 7 og 8. Det kræver, at du har installeret de seneste softwareopdateringer fra Windows Update.
Læs også: Video: Windows 10 – dansk præsentation
Når disse er installeret, vil du nede i højre hjørne se et lille Windows-logo ved siden af højttaler- og netværksikonet. Dette værktøj lader dig reservere en Windows 10-kopi med ganske få klik, så du får en meddelelse fra Microsoft, når Windows 10-opgraderingen lander hos dig.
I startskærmen på værktøjet kan du åbne en rapport og se, om din computer er kompatibel med Windows 10 og om du har nogle apps/programmer, der er inkompatible med den nye Windows-version.
Hvis du ser nogle inkompatible apps, betyder det ikke, at du ikke kan installere Windows 10, men at de kan give problemer. Derfor anbefales det at fjerne de apps, der fremgår som inkompatible for at gøre installationen så smertefri som muligt.
Læs også: Windows 10 Mobile klar i slutningen af september
Det er også værd at huske, at Microsoft udsender Windows 10 i bølger, så firmaet har mulighed for at se, om der skulle opstå nogle problemer undervejs. Med denne metode undgår Microsoft, at unødvendigt mange kunder ender ud i alvorlige problemer, fordi en fejl er spottet, efter det er for sent.
Windows 10 rammer betatesterne som de første, og derefter går turen stille og roligt til alle, der har skrevet sig op på reservationslisten. Microsoft vil gradvist skrue op for tempoet, såfremt udrulningen sker uden problemer.
Tag backup af Windows 7 og 8 i forvejen
Hvis uheldet alligevel skulle være ude, kan du sikre dig selv mod store problemer ved forud for opgraderingen at tage en backup af dit Windows 7- eller 8-system. Så kan du altid gendanne denne backup, hvis installationen af Windows 10 ikke går som ønsket og at større fejl gemmer sig i det nye styresystem.
Heldigvis har Microsoft et indbygget værktøj til at tage backups i både Windows 7 og 8. Din backup skal indsættes på et andet medie – eksempelvis en ekstern harddisk, USB-pind eller DVD-skiver. Ved indsættelse af denne kan du i popup-vinduet vælge at lade Windows gemme en backup af dit styresystem på mediet.
Læs også: Microsofts assistent, Cortana, på vej til Android og iOS
Når du har en backup af dit system og dine filer på et medie, kan du i Windows 10 gendanne dette inde i Kontrolpanel » Filhistorik.
Microsoft fortæller til hjemmesiden PCAdvisor, at du også får en måned til at kunne vende tilbage til Windows 7/8, hvis opgraderingen ikke falder i din smag eller hvis du døjer med problemer.
Tjek om du har nok ledig plads
Problemet opstår ikke nær så ofte som på smartphones med små mængder lagerplads. Alligevel kan du sagtens være udsat for, at harddisken på din computer er godt og grundigt fyldt op – især hvis det er en lille af slagsen.
Hvis det er tilfældet, kan det forhindre dig i at downloade Windows 10-opgraderingen, som kræver de føromtalte 16-20 GB ledig plads til at opbevare og installere det.
Læs også: Nye features i Windows 10 Mobile, og hands-on med build 10080
Du kan først og fremmest rydde ud i unødvendige programmer i Kontrolpanelet i samme ombæring som inkompatible programmer skaffes af vejen. Du kan også frigøre mere plads i systemdrevet ved at køre en såkaldt diskoprydning.
Du finder denne mulighed ved at gå ind i ”Denne Computer”. Her kan du se harddisken – ofte C-drevet, hvor Windows er installeret. Ved at højreklikke på det drev kan du åbne Egenskaber og derefter klikke på Diskoprydning.