Microsofts nye Xbox syvdobler salget
Der jubles hos Microsoft i disse dage. Den redesignede Xbox 360, der kom i handelen i sidste uge, har øget interessen for Microsofts spillekonsol. På blot to dage blev der solgt syv gange så mange Xbox-maskiner som hele ugen før, fortæller Microsoft.
– “Det er sjældent set før, at en ny version af en eksisterende konsol, har medført så markant en stigning i salgstallene. På verdensplan er den nye Xbox også kommet godt fra land og i Danmark er vi meget glade for, at succesen er kommet så hurtigt og er så iøjefaldende,” siger Claus Due, der er landechef i Microsoft Danmark.
Historien melder dog ikke om, hvor mange Xbox-konsoller, der typisk bliver solgt om ugen. En, ti, hundrede?
Hos Blockbuster har man store forventninger til Xbox 360 i fremtiden:
– “Produktet lever op til de forventninger vi havde før lanceringen, og vi forventer, at efterspørgslen øges fremover – ikke mindst sammenholdt med de spiltitler, der kommer i fremtiden samt lanceringen af Kinect i november,” siger Søren Heilmann, der er adm. direktør hos Blockbusters Danmark.
Et Kinect-sæt til Xbox 360 vil koste 1.199 kroner, hvis man ejer konsollen i forvejen.