Nu udfordres iPhone-monopolet i Danmark
I fire måneder har adgangen til iPhone i Danmark været en lukket fest for Telia-kunder, men nu udfordres monopoltilstanden af Bibob. Teleselskabet mener at have fundet et hul i varemærkeloven, skriver Politiken.dk
– "Vi arbejder på, at udbyde iPhone 3G til julehandlen", siger Frank Rasmussen, som er administrerende direktør i Bibob. Han fortæller videre, at selskabet har adgang til næsten ubegrænsede mængder, og at der nu arbejdes på de sidste juridiske detaljer.
De iPhone 3G som Bibob vil sælge, kommer udenom Apple, hvilket også vil give teleselskabet en udfordring i forhold til service og reparation.
Bibob forventer, at prisen på iPhone 3G bliver lavere end hos Telia.
Tidligere har Telekæden i Danmark parallelimporteret den første generation af iPhonen, men efter ganske kort tid, lykkedes det Apple, at sætte en stopper for salget.
Myndighederne ser på iPhone-salg
Konkurrencestyrrelsen er netop nu ved, at undersøge om Telias eksklusivret på iPhone 3G er i strid med lovgivningen.
– "Jeg kan bekræfte, at vi behandler en klage om eneforhandlingsaftalen indgået mellem Apple og Telia. Men mere kan jeg ikke sige, da sagen ikke er behandlet færdig", siger Martin Windelin, kontorchef i Konkurrencestyrelsen, til Politiken.dk
Får klageren ret, kan alle teleselskaber få lov til, at sælge iPhone 3G.
Det har ikke været muligt for Mobilsiden.dk, at træffe Frank Rasmussen for yderligere kommentarer.