Fitbit Charge 5 lanceret i samarbejde med Will Smith
Fitbit Charge 5 er nyeste model i selskabets serie af sundheds- og aktivitetstrackere. Som altid er der fuld fokus på kroppens fysiske og mentale tilstand. Denne gang med et twist – lanceringen sker nemlig i samarbejde med Will Smith, der skal levere eksklusivt indhold til Fitbit Premium og sociale medier.
Fitbit Charge 5 – funktioner og pris
Charge 5 er udstyret med en ny AMOLED-farveskærm og er Fitbits første aktivitetstracker, hvor du kan have skærmen tændt hele tiden og se dine tal under træningen. Skærmen er to gange lysere end forgængeren, hvilket gør det lettere at se den på solrige dage.
Første med stresstracker
Det vil nok overraske mange, men Fitbit Charge 5 er Fitbits første aktivitetstracker, der kan måle stress. Det er ellers en funktion, der har været tilgængelig i mange andre fitnesstrackere i noget tid efterhånden.
Charge 5 er udstyret med en EDA-sensor, som kan måle din krops reaktion i stressede situationer gennem små ændringer i dine fingres svedkirtler. I Stress Management Score i Fitbit-appen kan man få indblik i ens mentale overskud og det skal altså kunne hjælpe dig med at vurdere, om du kan påtage dig flere udfordringer eller vil have godt af at genoplade batterierne.
Charge 5 måler også din puls døgnet rundt, hvis du ønsker det og giver besked, når du er over eller under dit personlige pulsniveau. Enheden vil på sigt også få Elektrokardiogram-appen (EKG), men den er endnu ikke tilgængelig på det danske marked.
Se også: Test af fitness trackere
Masser af funktioner til at tracke din sundhed
Fitbit Charge 5 giver ellers alle de funktioner, du kender fra Fitbits enheder. Det gælder for eksempel indbygget GPS, Active Zone Minutes, over 20 træningsindstillinger, automatisk registrering af aktivitet, Cardio Fitness Level og Score (V02 Max), Health Metrics, Sleep Score, Sleep Stages, SmartWake, vandtæthed i 50 meters dybde og op til syv dages batteritid.
Fitbit bruger også lanceringen af Charge 5 til at introducere den nye funktion Daily Readiness Score, som snart vil være tilgængeligt på Fitbit Charge 5, Sense, Versa 3, Versa 2, Luxe og Inspire 2.
Her kan du se en personlig score og et indblik i, hvordan du kan få det optimale ud af din daglige aktivitet og træning.
Se også: Priser på fitness trackere
Træningsvideoer med Will Smith
Fra d. 27. september vil Fitbit-abonnenterne blandt andet kunne finde træningsvideoer med skuespilleren og musikeren Will Smith og hans trænere.
Will Smith har også brugt Fitbit som et redskab i hans kommende YouTube-serie ”Best Shape Of My Life”, som dokumenterer skuespillerens rejse fra corona-kiloene til den form, han er i i dag.
Pris på Fitbit Charge 5
Fitbit Charge 5 har en vejledende pris på 1.399 kroner. På papiret har Fitbit Charge 5 det, der skal til for at være blandt de bedste fitness trackere.
Vi ser frem til at få det til test, så vi kan vurdere, om det også har det i praksis.
Se også: Nyheder om fitness trackere