Asiatiske virksomheder dominerer markedet for elbilbatterier
Der er et enormt fokus på elbiler. Det er ikke kun bilproducenter, der skubber på udviklingen, investerer og kæmper om at få en bid af lagkagen. Techvirksomhederne blander sig også, hvor de vil være en del af elbilerne, enten på den ene eller den anden måde. Men hvad med batterierne? Uden et batteri i en elbil, så kommer man ikke langt. I denne artikel kigger vi nærmere på, hvor producenterne af batterier til elbilerne kommer fra, hvem de er og hvem der er i front.
Nærmest alle de store bilproducenter har meldt ud, at de har planer om at droppe fossilbiler og satse på elbiler. Der bliver udviklet på livet løs og der lanceres løbende også nye modeller. Der er dog ingen tvivl om, at de store velkendte producenter vil få konkurrence fra techvirksomhederne. Xiaomi har investeret massivt i elbiler, Apple er på vej med en elbil, og så er der et utal af kinesiske og amerikanske upcoming producenter. Og så er der også de techvirksomheder, som vil være til stede i bilen. Google bygger Android Automotive, Huawei bygger HarmonyOS til biler og mon ikke også Apple arbejder på noget?
Se også: Elbiler er op til 40 procent billigere at vedligeholde
Hvem står bag batterierne i elbiler?
Man skulle måske tro, at det var bilproducenterne selv, der stod bag batterierne i elbiler. Det gør de på en måde også, men det er ikke dem selv, der bygger dem. Sammen med eksperter udvikler bilproducenterne nye batteriteknologier, som er både billigere og kører længere på en opladning. Volkswagen bygger fx et batteri med Gotion High-Tech. Der er dog også fokus på sikkerheden, for med et kæmpe batteri placeret direkte under passagerer i bilen, så skal det også være sikkert at køre i elbilen, og ikke mindst oplade den. Og man har set flere eksempler på elbiler, hvor de er gået helt galt med batteriet. Derfor vil blandt andet EU fremover stille højere krav til krav til batterier i elbiler.
Selvom bilproducenter forsker og udvikler batterier, så er det ikke dem, der producerer dem. Produktion kommer fra en række asiatiske virksomheder. Her er et overblik:
- CATL: CATL er størst med en markedsandel på 32,5 procent. De leverer batterier til Tesla, Peugeot, Hyundai, Honda, BMW, Toyota, VW og Volvo.
- LG: LG er andenstørst med en markedsandel på 21,5 procent. LG leverer batterier til Jaguar, Audi, Porsche, Ford og GM.
- Panasonic: 14,7 procent af markedet har Panasonic. Til sammen leverer disse tre virksomheder 70 procent af alle batterier til elbiler.
- Samsung: Samsung har kun 5,4 procent af markedet for batterier til elbiler.
- SK Innovation: SK Innovation, som også leverer batterier til Ford, har 5,1 procent markedsandel.
- CALB: 2,7 procent markedsandel.
- AESC: 2 procent markedsandel.
- PEVE: 1,3 procent markedsandel.
- GUOXUAN: 2 procent markedsandel.
Fælles for alle disse producenter af batterier til elbiler er, at de har hovedsæde i Asien. Man forsøger at sætte skub i udviklingen af batterier til elbiler i EU, og samtidig vil flere producenter bygge batteri i USA. Tesla har rykket meget af deres produktion til Asien, mens Ford bygger batterifabrikker i USA. Også Apple forventes at bygge batterier i USA. Men som det ser ud lige nu, så dominerer de asiatiske batteriproducenter markedet. Et marked, hvor der årligt omsættes for omtrent 172 milliarder kroner.
Læs også: Hvad skal man gøre, når en elbil løber tør for strøm?