Razer lover at rette op på udskældt kamera
Razer Phone slog sig på at være den første gaming-mobil med et særligt flydende 120Hz-display, topydelse og et stærkt batteri. Det store fokus på gaming synes dog at være kommet på bekostning af kameraet, som har fået ublid medfart hos anmeldere, blandt andre mobilsiden.dks egen anmeldelse.
Læs også: Razer Phone: Kantet gamermobil med superdisplay [TEST]
Det udskældte kamera bliver nu adresseret af Razers adm. direktør Min-Liang Tan, som i et Facebook-opslag lover store forbedringer til netop kameradelen.
”Kameraet og dennes sensorer er fænomenale, men vi er indstillet på at forbedre softwarens egenskaber – på den korte bane vil vi især se på dennes ydelse. Vi ønsker at implementere kortere lag ved optagelser, bedre lavlys-performance samt andre optimiseringer til den eksisterende software. Disse forbedringer vil udrulles over de kommende uger”, lyder beskeden i Razer-chefens opslag.
Her nævner Min-Liang Tan at nye features også vil finde vej til kameraet i form af 4x slow-mo samt en insta-zoom knap til app’en.
Andre features som 60 fps video samt en portrætmodus bliver også nævnt, men disse vil først følge sammen med den kommende Android 8.0 Oreo opdatering. Denne forventes at være klar i første kvartal i 2018.
Razer Phone er gaming-gigantens første smartphone, som debuterede i oktober 2017.