Volkswagen lover forbedringer til udskældt infotainmentsystem
Det har været en travl start for den nye administrerende direktør for Volkswagen, Thomas Schafer, som nu indrømmer, at der blev begået fejl da nye elbiler skulle ud på markedet hurtigst muligt. Trykknapper skal tilbage i cockpittet og ud skal touchknapper, men inden da skal nuværende elbiler opdateres og brugeroplevelsen forbedres.
Se også: Videotest af Volkswagen ID.5 – bedste elbil til familien?
Infotainmentsystem og touchknapper skal forbedres
Det gik lidt for hurtigt, da Volkswagen gik i gang med at producere deres nyeste elbiler. Beslutningen om at bruge berøringsknapper på rat og til klimastyring var forkert, indrømmer den nye direktør for bilmærket.
Volkswagen har allerede rullet softwareopdateringer ud, som giver en betydeligt forbedret oplevelse i ID.-elbilerne, men der er lang vej endnu. Som vi også skrev i vores test af Volkswagen ID.5 er touchknapperne på rattet og midterkonsol frustrerende at bruge.
Men det er angiveligt noget, som Volkswagen vil forsøge at forbedre via opdateringer til bilerne. Men de indrømmer samtidig også, at denne type knapper helt forsvinder fra kommende biler.
Det forventes, at en ny softwareopdatering vil rulles ud i løbet af vinteren.
Berøringsknapper droppes af Volkswagen
Volkswagen kan allerede nu bekræfte, at touchknapper skal væk og tilbage skal gode gamle fysiske knapper. Thomas Schafer fortæller, at alle nye biler inden for 18 måneder – vil have et nyt rat uden touchknapper.
Man vil også sørge for, at der ikke længere er behov for at have en lommelygte med, når der skal indstilles klima og lydstyrke om aftenen. Man har nemlig glemt at oplyse disse touchknapper i midterkonsollen.
Softwareudvikling er nu i fokus
Ifølge Shafer er det kommende infotainmentsystem meget hurtigere og vil komme med mange nye funktioner og vil tilbyde OTA-opdateringer. Softwareudvikling er nemlig nu virksomhedens fokus. Der vil være et ensartet layout af kontakterne i alle Volkswagen-biler, hvilket betyder, at du ikke behøver at lede efter en volumenkontrol eller en bestemt funktion – når man først har siddet i en af bilerne, kender man dem alle.
Se også: Seneste nyt om elbiler