iPhones snart klar med kontaktløs MobilePay
Apple har ifølge EU lovet, at selskabet snart vil åbne NFC-mobilbetalinger for andre betalingstjenester end Apple Pay. Det sker efter pres fra EU, som i længere tid har kigget Apples praksis på forskellige områder efter i sømmene.
EU-Kommissionen beskyldte i 2022 Apple for at misbruge sin dominerende position på markedet ved at begrænse adgangen til deres mobilbetalingssystem. EU har brugt antitrustsager og nye love inden for det digitale område til at regulere Apples og andre techgiganters magt og beskytte forbrugerne.
Kommissionen mente, at Apple begrænsede konkurrencen ved at forhindre udviklerne bag andre mobile wallets fra at få adgang til den indbyggede NFC-chip, som Apple Pay benytter til at foretage kontaktløse betalinger. Det betyder, at udviklere ikke kan tilbyde alternativer til Apple Pay, som fungerer lige så gnidningsfrit, mener EU.
Se også: Brugte iPhones er altid de billigste
Milliardbøde hvis Apple ikke makker ret
Apple er, oplyser EU, derfor kommet med et forslag om at give mobile wallets fra tredjeparter og udbydere af betalingstjenester adgang til det kontaktløse betalingssystem, der er indbygget i iOS og iPadOS. Nu vil EU have feedback fra ”alle interesserede parter” om ændringerne, inden de beslutter noget i sagen.
Brud på EU’s love om fri konkurrence kan give bøder på op til 10 procent af selskabets årlige globale omsætning, hvilket for Apples vedkommende kan dreje sig om mange milliarder euro.
De ændringer, som Apple foreslår for at berolige embedsmændene i EU, skal gælde 10 år og for rivaler inden for området for mobile wallets samt iOS-brugere inden for EU’s grænser samt Island, Norge og Lichtenstein, siger EU-Kommissionen.
Apple har sagt, at de via ”løbende diskussioner” med EU-Kommissionen har tilbudt at give udviklere af betalingsløsninger, bankrelaterede apps og digitale wallets mulighed for, at brugere skal kunne ”foretage NFC-kontaktløse betalinger fra deres iOS-apps uafhængigt af Apple Pay og Apple Wallet.”
Det er uvist, hvornår ændringen ruller ud til iOS og iPadOS.
Læs også: Apple tillader alternative betalinger i App Store – mod et gebyr på 27 %
Kontaktløs MobilePay kommer endelig til iPhone
Den store vinder i dette tiltag er forbrugerne, som får flere og lige så velfungerende alternativer til Apple Pay. For eksempel vil Google Pay og MobilePay få mulighed for at gennemføre mobilbetalinger via NFC. Det er uvist, om Google vil introducere Google Pay til iOS. Vipps MobilePay er dog begejstrede for endelig at få adgang til Apples ellers meget lukkede platform.
“Det er en fantastisk nyhed for os og alle brugere af digitale betalinger. Vi har kæmpet denne kamp i lang tid, og i dag bifalder vi EU’s konsekvente arbejde for at sikre åben og fri konkurrence. Den bedste løsning bør vinde markedet,” siger Rune Garborg, der er direktør for Vipps MobilePay.
Vipps MobilePay vil dog ikke tage forskud på glæderne:
“Vi er superoptimistiske og positive over for Apples foreslåede forpligtelser, men vi vil gemme den rigtige fejring til, når vi ser Apple opfylde forpligtelserne uden forhindringer og ekstra omkostninger for udviklere. Hvis andre wallets som vores skal have en chance, skal de være lige så nemme at bruge for forbrugerne som Apple Pay,” siger Rune Garborg.
Fordi Apple har forhindret tredjeparter i at få adgang til NFC-chippen til kontaktløs betaling på iPhone og iPad, har MobilePay hidtil har været begrænset til en knap så velfungerende løsning med QR-koder.
Når/hvis Vipps MobilePay introducerer kontaktløs betaling til iPhone, vil det formentlig også komme til MobilePay-appen til Android. Selv om Vipps MobilePay allerede i dag kan tilbyde kontaktløs betaling på Android, gør selskabet det ikke – formentlig for at give samme brugeroplevelse og funktionalitet på tværs af iOS og Android.
Læs også: Apple vil tillade installation af apps uden om App Store om få uger