Undgå køresyge med ny funktion i iOS 18

Lider du af transportsyge? Med iOS 18-funktionen ”Bevægelsessimulering til køretøj” kan du reducere symptomerne på køresyge, mens du kører i bil.

Undgå køresyge med ny funktion i iOS 18

Omkring hver fjerde voksne dansker lider af transportsyge eller køresyge. En sensorisk uoverensstemmelse mellem det, som ems øjne ser, og det, som ens krop føler, gør det svært – og for mange helt umuligt – at kigge på sin mobilskærm, mens man er passager i en bil.

Men det har Apple gjort noget ved i iOS 18. Her har Apple nemlig introduceret en ny tilgængelighedsfunktion kaldet ”Bevægelsessimulering til køretøj”, som har til formål at forhindre køresyge, når man kigger på en iPhone eller iPad under kørsel.

Funktionen ”Bevægelsessimulering til køretøj” er designet til at undgå denne sensoriske uoverensstemmelse ved hjælp af visuelle elementer på skærmen, der indikerer ændringer i bevægelse i realtid.

Med ”Bevægelsessimulering til køretøj” repræsenterer animerede prikker på skærmens kanter ændringer i køretøjets bevægelser for at hjælpe med at reducere sensoriske konflikter uden at forstyrre hovedindholdet. Ved hjælp af sensorer indbygget i iPhone og iPad genkender ”Bevægelsessimulering til køretøj”, når en bruger befinder sig i et køretøj i bevægelse, og reagerer derefter. Funktionen kan indstilles til at blive vist automatisk på iPhone, eller den kan slås til og fra i Kontrolcenter.

Se også: Nu ruller iOS 18 ud. Får min iPhone opdateringen?

Sådan slår du ”Bevægelsessimulering til køretøj” til på din iPhone

For at aktivere ”Bevægelsessimulering til køretøj” kan du følge nedenstående trin i iOS 18 eller iPadOS 18:

  1. Åbn ”Indstillinger” på din iPhone eller iPad.
  2. Tryk på ”Tilgængelighed”.
  3. Tryk på ”Bevægelse”.
  4. Tryk på ”Vis bevægelsessimulering til køretøj”.
  5. Vælg ”Til” eller ”Automatisk”.

Hvis du vælger ”Til”, vises prikkerne, indtil du slår dem fra, men hvis du vælger ”Automatisk”, vises prikkerne kun, når der registreres bevægelse i køretøjet, og de skjules automatisk, når bevægelsen stopper.

Når du har slået funktionen til, bør du nu se bevægelsesindikatorerne i form af små prikker, der bevæger sig rundt langs kanterne af din iPhone- eller iPad-skærm. Hvis du har valgt den automatiske aktivering, skal du vente, til du befinder dig i et køretøj i bevægelse, før indikatorerne vises.

Se også: De bedste tilbud på brugte iPhones

Virker hos mange, men ikke alle

Der er ingen garanti for, at funktionen vil fungere for alle, men mange, der allerede har prøvet funktionen, beretter om stor effekt. Folk, som tidligere aldrig har kunnet rette blikket væk fra vejen, kan nu holde ud at kigge på deres iPhone- eller iPad-skærm, mens de kører bil.

Funktionen er bestemt værd at prøve, hvis man døjer med transportsyge, og er et langt nemmere og billigere “behandling” end at skulle anvende depotplaster med hyoscin. Dog har Apples løsning naturligvis kun effekt, så længe man kigger på prikkerne.

Se også: 250 nye funktioner og nyheder i iOS 18