Inden du leaser elbil: Ny trend er en stor ulempe

Går du med planer om at lease en ny elbil? En ny udbredt praksis på markedet fjerner en af de allerstørste fordele ved privatleasing.

Privatleasing
Ny leasingbil. Foto: Gemini AI

Hvor blev de vilde leasingkampagner med nul kroner i udbetaling af? Det danske marked for privatleasing af elbiler har ændret sig markant, og i dag skal du have den helt store opsparing frem, hvis du vil have ny bil.

Førstegangsydelserne er eksploderet

For blot få år siden kunne du rulle ud fra forhandleren i en fabriksny elbil med en udbetaling på mellem 0 og 5.000 kroner. I dag er virkeligheden en helt anden.

Udbetalinger – eller førstegangsydelser – på 30.000, 40.000 og i visse tilfælde over 50.000 kroner er blevet den nye standard, selv på almindelige familiebiler i mellemklassen.

Leasingselskaberne bruger den høje startbetaling som et værn mod de seneste års voldsomme prisfald på elbiler, så de ikke brænder nallerne på et uventet værditab.

Samtidig fungerer de høje udbetalinger som et effektivt kreditfilter. Ved at kræve en stor pose penge up-front sorterer selskaberne de mest sårbare privatøkonomier fra og sikrer sig kunder med en vis likvid polstring.

Ikke mindst pynter det gevaldigt i annoncerne, hvor en kunstigt lav månedlig ydelse ser langt mere attraktiv ud.

Læs ogsåSeneste nyheder om privatleasing

En stor ulempe ved privatleasing af elbil

Ja, der er fordele ved den høje udbetaling. Den samlede pris over hele leasingperioden bliver lavere. Du får desuden en lavere månedlig udgift og en lettere kreditgodkendelse.

Men med det sagt, så ødelægger den nye trend desværre også selve grundtanken bag privatleasing.

Hele pointen med leasing frem for ejerskab har altid været fleksibilitet. Friheden til at kunne skifte bil, hvis familien pludselig får brug for mere eller mindre plads, hvis der lander spændende nye bilmodeller, eller hvis elbilteknologien tager et stort spring frem.

Når de høje udbetalinger kombineres med leasingaftaler på helt op til 48 måneder, er du i i høj grad låst til bilen i hele leasingperioden.

Selvom du lovmæssigt kan opsige aftalen efter 11 måneder, står du til at miste en stort beløb ved et førtidigt skift. Det er mange penge lige ud ad vinduet, og det er i den grad ærgerligt, at netop den frihed i dag er forsvundet.

Læs ogsåPrivatleasing: Høj eller lav udbetaling?

Et godt råd: Tænk jer godt om

Konsekvensen er, at du som forbruger skal være langt mere påpasselig end tidligere. Du kan ikke længere bare tage en elbil på prøve i et års tid uden de store økonomiske skrammer.

Inden du smider 40.000 kroner på bordet og binder dig, er du nødt til at se grundigt frem i tiden. Dækker bilen jeres behov om to eller tre år?

Det kan for nogle betale sig at lede efter leasingtilbud med lavere udbetaling, også selvom det hæver den månedlige ydelse, for der er stadig stor forskel på at skulle smide 20.000 eller 60.000 kroner i udbetaling – men du kan desværre godt glemme alt om en udbetaling på 0 kroner.

Læs ogsåHer ville vi slå til: Fem fremragende leasingkup på elbiler