Lynladepark ved Storebæltsbroen åbner i 2025
Det bliver nemmere og nemmere at lade elbilen op på farten, eller hvis man er på langtur.
Senest har den hollandske ladeudbyder Fastned vundet et udbud om at opføre op til 20 ladeudtag med lynladere til elbiler. Lynladestationen skal efter planen åbne i juni 2025.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Lynladere med 400 kW ladeeffekt
Ladepladsen skal opføres ved Knudshoved rasteplads ved Nyborg og kommer til at bestå af 20 ladeudtag fra ladebokse med en effekt på 400 kW – formentlig 10 stk. 10 Alpitronic HYC400-lynladere.
Det vil give 20 elbilister mulighed for at lade deres elbil op med op til 200 kW på én gang. Når en ladestander med to udtag kun anvendes af én elbil, er alle 400 kW til rådighed.
Der etableres også to lynladeudtag til el-lastbiler, som hver kan lade op til op til 350 kW.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Høje priser hos Fastned
Det bliver næppe Fastned, som bidrager til at presse prisen på lynladning af elbiler i bund i Danmark. Selskabet har nemlig en af de højeste priser på lynladning. Her koster det 4,99 kr. per kWh. Kun én udbyder, Allego, er dyrere end Fastned.
Til sammenligning ligger den gennemsnitlige pris hos samtlige udbydere på 3,76 kr. per kWh. Du betaler altså en noget højere pris hos Fastned, men får til gengæld også højere ladeeffekt end mange af de andre udbydere.
Hvis din elbil alligevel ikke kan lade med mere end 150 kW, er det ikke pengene værd. Sommetider er man dog nødt til at lade elbilen, der hvor man befinder sig, og så må det koste det, som det koster.
Se også: Prisfald på lynopladning: Sammenlign pris pr. kWh
Billigere alternativer til Fastned
Der er masser af billigere alternativer, der hvor Fastned åbner ny lynladepark. E.ON har allerede fire lynladeudtag samme sted, og inde i Nyborg by finder man masser af lynladere fra Norlys, OK, Clever, Uno-X, Circle K og Ionity.
Vi anbefaler:
Se hvilke elbiler der klarer sig bedst i test
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
Hvad koster Danmarks billigste elbil?