Danskerne gider ikke købe kinesiske elbiler

Danske elbilister lader sig ikke friste af lave priser på kinesiske mærkers elbiler. De vinder langsomt markedsandele, men invasionen af kinesiske elbiler i Danmark er udeblevet.

Danskerne gider ikke købe kinesiske elbiler

De seneste år har et stort antal kinesiske producenter prøvet lykken i Europa, herunder Danmark. De fleste uden den store succes, og enkelte har formået at stable en solid forretning på benene med et flot salg af elbiler.

I grove hovedtræk ser det dog ud til, at danskerne ikke lader sig lokke af de kinesiske producenters ofte meget lave priser på deres elbiler.

Se også: Se alle elbiler i Danmark

Ingen invasion af kinesiske elbiler

Mobilsiden.dk har kigget nærmere på markedstal for salget af elbiler fra kinesiske producenter i Danmark i perioden 1. januar 2023 til i dag. Vi har afgrænset os til bilmærker, som utvetydigt er kinesiske.

De kinesiske mærker placerer sig hovedsageligt i den kedelige ende af skalaen – dog med få undtagelser. Klik for at se en større udgave. Foto: Mobilsiden.dk

Her ser vi, at ikke én eneste kinesisk bilproducent er i nærheden af top-10 over markedsandele i Danmark siden 1. januar 2023.

De kinesiske elbilmærker har stille og roligt fået øget deres markedsandele, men det er hovedsageligt på grund af tre kinesiske producenter, som oplever fremgang i Danmark: BYD, MG og Xpeng.

De kinesiske producenters markedsandel er langsomt kravlet op, men det er små skridt, der tages. Klik for at se en større udgave. Foto: Mobilsiden.dk

De tre kinesiske producenter har til sammen stået for 5,66 procent af salget af elbiler siden 1. januar 2023, men for de øvrige kinesiske producenter går det ikke synderligt godt. Til sammen har Aiways, Hongqi, Voyah, JAC, NIO, BAW og Maxus solgt en sjettedel af, hvad BYD, MG og Xpeng har solgt til sammen. Alene de tre store kinesiske mærker har til sammenligning sammenlagt solgt halvt så mange elbiler siden 1. januar 2023 som Tesla.

I dag sidder de kinesiske bilproducenter på lidt under 10 procent af salget af elbiler i Danmark. Til sammenligning var andelen nede under 3 procent i starten af 2023. Kinesiske bilmærker tager altså markedsandele fra de øvrige producenter, men det går langsomt – meget langsomt.

Salget af elbiler fra kinesiske producenter og elbiler, der ikke-kinesiske producenter siden 1. januar 2023. Der ses ikke samme høje vækst hos kineserne som hos ikke-kineserne.  Klik for at se en større udgave. Foto: Mobilsiden.dk

Tallene vidner om, at danskerne langt hen ad vejen ikke køber de kinesiske elbiler, og at den kinesiske invasion af elbiler er udeblevet. Danskerne køber stadig udpræget elbiler fra Tesla og Volkswagen-koncernen – efterfulgt af en række øvrige etablerede mærker som BMW, Mercedes-Benz, Renault, Hyundai, Ford og Kia.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Perspektivering

De etablerede bilproducenter er så småt begyndt at lancere billigere elbiler, og med udsigt til mange flere elbiler, som er til at betale for mange danskere, kan producenter som VW, Skoda, Renault, Hyundai og Citroën i langt højere grad konkurrere med billige elbiler fra Kina end tidligere.

Det bliver interessant at se, om de traditionelle bilproducenter kan forblive konkurrencedygtige over for de kinesiske producenter. Vi har næppe set den sidste kinesiske elbilproducent prøve lykken i Danmark, men indtil videre er konkurrencen begrænset til få spillere fra Kina.

Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Se priser på de billigste elbiler
Se kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026