Mercedes-Benz Vision V: Næste generations minibus kommer i 2026
Mercedes-Benz har afsløret konceptbilen Vision V, som er en elektrisk minibus eller MPV, der danner grundlaget for det, der forventeligt i 2026 bliver lanceret som en ny elektrisk eVito Tourer og for første gang en elektrisk V-Klasse.
Se også: Alle elbiler fra Mercedes-Benz
Ny 800 volt-platform og 500 km rækkevidde
Vision V bygger på Mercedes-Benz’ nye Van Electric Architecture-platform (VAN.EA), som gør det muligt for Mercedes-Benz at skabe nye familievenlige minibusser, VIP-shuttles og ”rummelige og luksuriøse limousiner”. Platformen anvender en 800-volt arkitektur, hvilket giver hurtigere opladning og lavere strømforbrug. Læs mere om 800 volt-teknologi. Derudover muliggør platformen varianter med både én og to elmotorer.
Mercedes-Benz har tidligere lovet, at selskabets flagskibe inden for kategorien får en rækkevidde på mere end 500 km. De vil til en start blive lanceret med understøttelse af niveau 2 ud af 5 inden for selvkørende teknologi, men hardwaren understøtter muligheden for senere at opgradere de selvkørende egenskaber til niveau 3 og senere hen niveau 4.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Første billeder af nye minibusser fra Mercedes-Benz
I december offentliggjorde Mercedes-Benz en 21 sekunder lang videoteaser, hvor vi kan se silhuetten af Vision V-konceptbilen.
Senest har Mercedes-Benz også offentliggjort et billede af konceptbilens bagende, hvor der ser ud til at være anvendt Mercedes-Benz’ karakteristiske stjernemønster ligesom på grillen af første udgave af Mercedes-Benz EQS.

På billedet ser vi også røde LED’er, som formentlig er en del af konceptbilens baglygter.
Se også: Se alle elektriske minibusser
Alternativer til Mercedes-Benz eVito Tourer
Mercedes-Benz eVito Tourer har været på markedet siden 2021 og fik så sent som i 2024 et facelift. Aktuelt kan den køre op til 370 km på en opladning og koster fra 713.136 kr. Det er væsentligt dyrere end en Volkswagen ID. Buzz, som kan fås fra kun 389.995 kr.
Du får dog en helt anden komfort og luksuriøs oplevelse i eVito Tourer, og den kan rumme op til ni personer, mens ID. Buzz kan have plads til op til syv personer.
ID. Buzz har derimod en længere rækkevidde på op til 468 km, men det kommer Mercedes-Benz tilsyneladende til at overgå med lanceringen af den nye platform.
Feltet af elektriske minibusser er lille. En anden konkurrent til den nye Mercedes-Benz eVito Tourer bliver Volkswagen e-Caravelle, som dog falder helt igennem på rækkevidden, som kun topper ved 349 km.
Hvis Mercedes-Benz skal gøre sig forhåbninger om at tage markedsandele fra den ekstremt populære ID. Buzz, som er den eneste elektriske minibus, der storsælger, skal prisen dog et godt stykke ned fra de nuværende 713.136 kr.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Priser, bedømmelse og sammenligning af elbiler