Hver syvende Tesla Model 3 dumper det første bilsyn

Tesla Model 3 ligger for andet år i træk helt i bund ved det første periodiske syn. I Tyskland har 2-3 år gamle Tesla Model 3 en højere dumpeprocent end 6-7 år gamle biler.

Hver syvende Tesla Model 3 dumper det første bilsyn

Tesla Model 3 – den næstmest solgte elbil nogensinde i Danmark – dumper i hobetal ved det første periodiske syn i Tyskland. Ifølge den nyeste TÜV-rapport fejler hele 14,2 procent af Tesla Model 3 det første periodiske syn efter 2-3 år. Det er ikke bare ringe: Det er det absolut dårligste resultat blandt alle elbiler og værre end mange gamle benzinbiler.

Dumpeprocenten ligger på niveau med sidste års resultat, hvor 14,7 procent af alle Model 3 ikke gik gennem syn.

Tesla Model 3 har ganske vist det højeste gennemsnitlige kilometertal i testen på 53.000 km, men dumpeprocenten er højere end for biler, der er 6-7 år gamle. Det tyder på, at fejlene ikke skyldes kilometertallet, men kvaliteten af Teslas biler.

Ifølge Auto Bild skal årsagerne findes i alt fra defekte hjulophæng og dårlige bremser til lygter, der ikke lever op til kravene, og rust.

Samtidig fremhæver rapporten, at mange af andre elbiler såsom Hyundai Kona, Volkswagen e-Golf og Mini Cooper SE klarer sig glimrende til periodisk syn med en dumpeprocent på kun 3-5 %.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Tesla Model 3

Ingen servicekrav giver falsk tryghed og dumpet syn

Tallene er ikke overraskende, idet samme billede har gjort sig gældende i de foregående år. Det er dog til gengæld overraskende, at billedet ikke ændrer sig det mindste – eksempelvis ved at Tesla-ejerne er blevet mere opmærksomme på at komme de hyppige fejl i forkøbet inden syn.

Tesla skiller sig ud fra mange af konkurrenterne ved ikke at stille krav til opretholdelse af service for at opretholde fabriksgarantien – og det giver en falsk tryghed hos mange Tesla-ejere, når der ikke skal foretages nogen traditionelle olieskift, brændstoffiltre, tændrørsudskiftninger eller udledningstjek.

Der forekommer dog stadig slid i bremser, hjulophæng og andre bevægelige komponenter som i enhver anden bil. Når disse fejl og defekter ikke bliver opdaget i forbindelse med regelmæssigt service, er det først til periodisk syn, at mange Tesla-ejere opdager de mange alvorlige fejl, som kan være farlige både for Tesla-ejerne selv og for medtrafikanter.

Har du en Tesla, og foretager du ingen regelmæssige tjek af bilens komponenter, kan vi kun anbefale at få det gjort – særligt når Tesla har udtalte problemer med blandt andet slør i hjulophæng og ratstamme og forkert indstillede forlygter, der blænder modkørende.

Se også: Alle elbiler fra Tesla i Danmark

Perspektivering

Synsdata fra Danmark fortæller samme historie. 17,2 procent af alle Teslas elbiler, der er til periodisk syn, dumper – hvilket er det højeste af alle bilmærker.

Vil du gerne se, hvilke bilmærker der har de mest pålidelige elbiler i Danmark? Se dumpeprocenten for alle elbilmærker og de hyppigste fejl til periodisk syn i Danmark.

Vi anbefaler:
Sammenlign alle elektriske sedaner
Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Se kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Hvad koster de billigste elbiler i Danmark?
Test og anmeldelser af elbiler
Billig opladning af elbil i hjemmet