Clever ændrer priserne på opladning

Clever ændrer kWh-priserne på opladning fra 1. december. Se hvordan priserne på opladning bliver billigere - eller dyrere - med variable priser.

Clever ændrer priserne på opladning

Fra 1. december 2025 ændrer Clever måden, de tager betaling for opladning på deres offentlige ladenetværk. KWh-prisen bliver fremover variabel og kommer til at svinge mere over døgnet.

Se også: Guide til opladning af elbil med ladeboks i hjemmet

Clever introducerer variable priser på opladning

Priserne på opladning af elbil på Clever-ladere vil fra den 1. december ændre sig, da udbyderen nu introducerer variable priser. Det betyder, at prisen kan være forskellig fra sted til sted og fra tidspunkt til tidspunkt. Clever understreger dog, at det samlede prisniveau ikke stiger, men priserne bliver bare spredt mere ud.

Ifølge Clever vil nogle tidspunkter og lokationer fremover blive billigere end i dag, mens andre kan blive lidt dyrere, typisk i spidsbelastningsperioder. Variationerne vil oftest ligge inden for ±50 øre pr. kWh, men kan være både højere og lavere.

Kun nogle kunder bliver berørt

Ændringen gælder kun kunder, der betaler efter forbrug, eksempelvis kunder med Clever Go, Clever Link og Clever Box. Rabatterne i disse produkter fortsætter uændret.

Clever One- og Clever One Business-kunder bliver ikke berørt, fordi de fortsat har fri opladning til fast månedspris.

Se også: Hvad koster det at oplade en elbil?

Priserne kan ses time for time

For at undgå overraskelser kan man altid se både den aktuelle pris og de næste 24 timers priser direkte i Clever-appen. Ifølge Clever skal det gøre det lettere at vælge det billigste tidspunkt og den billigste lokation, hvis man har mulighed for at lade fleksibelt.

Formålet er at fordele belastningen bedre på netværket og give kunderne lavere priser, når der er mindre pres på standerne, siger Jeppe Christensen, der er presseansvarlig hos Clever, til Mobilsiden.dk.

Se også: Disse elbiler oplader hurtigst