Volkswagens nye batteri: Derfor er Unified Cell bedre

Volkswagens nye "Unified Cell"-battericeller er ikke blot billigere, men markant bedre på flere områder. Vi tog en tur til Hamborg, for at blive klogere på det nye batteri.

Volkswagens nye batteri: Derfor er Unified Cell bedre

Volkswagen gør et stort nummer ud af det nye Unified Cell-batteri, men hvordan er det bedre end de nuværende batterier i elbiler? Mobilsiden.dk var inviteret til Hamborg, hvor vi fik et eksklusivt kig på de nye batterier.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

Hands-on med Volkswagens nye Unified Cell

Under vores besøg i Hamborg fik vi muligheden for at kigge nærmere på den nye “Unified Cell” og tale direkte med Volkswagens førende eksperter.

Visionen er enkel, men yderst effektiv, da man ved at standardisere selve battericellens format på tværs af 80 procent af alle koncernens biler kan opnå enorme stordriftsfordele.

Det betyder i sidste ende, at kan presses ned på et niveau, der gør Volkswagens-koncernens elbiler mere attraktive på markedet. De nye batterier er i første omgang til de kommende Volkswagen ID. Polo og ID. Cross, Cupra Raval og Skoda Epiq.

Fundamentet for disse fremskridt er et gennemtænkt “Cell-to-Pack”-design, hvor man helt eliminerer de traditionelle moduler i batteripakken. Ved at fjerne disse mellemled får man færre komponenter, en højere energitæthed, længere holdbarhed, hurtigere opladning og vigtigst af alt markant lavere omkostninger.

VW MEB+-platform. Foto: Mobilsiden.dk

Længere rækkevidde og forbedret holdbarhed

Med Unified Cell-teknologi kommer også andre store forbedringer. Batteriet er for eksempel designet til en ekstrem levetid på over 500.000 kilometer, hvilket i mange tilfælde betyder, at batteriet vil overleve selve bilen.

Unified Cell-teknologien er så gennemtænkt, at den kan bruges til forskellige batterityper, herunder NMC og LFP, og på sigt også til solid state-batterier.

Designet på battericellerne betyder, at man kan opnå højere energitæthed, hvilket kan give længere rækkevidde. Sammen med nye elmotorer og en helt ny platform, for eksempel den nye APP350, som erstatter APP310 i den nye ID.3 Neo, kan man opnå en betydeligt længere rækkevidde.

Se også: Her er den nye VW ID.3 Neo

VW APP350-elmotor. Foto: Mobilsiden.dk

Et eksempel på det er ID.3 Neo, der har en rækkevidde op til 630 km, hvor forgængeren måtte opgive efter ca. 550 km – en markant forbedring.

Samtidig er bæredygtighed tænkt ind fra start med et lukket kredsløb, hvor over 90 procent af råmaterialerne kan genanvendes direkte i produktionen af nye celler via deres egne PowerCo-fabrikker.

Ved at producere cellerne selv sikrer koncernen fuld kontrol over hele værdikæden, hvor AI-styret overvågning i realtid garanterer en ekstremt ensartet kvalitet.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

MEB+ og mærkbart hurtigere opladning

De forbedrede batterier introduceres i de nye elbiler på den opgraderede MEB+ platform, som vi også fik lejlighed til at nærstudere under præsentationen.

MEB+ er en markant videreudvikling af den nuværende arkitektur, og de primære forbedringer ligger i en betydeligt mere effektiv drivlinje og optimeret software.

Platformen understøtter nu også ladehastigheder på helt op til 200 kW, hvilket gør en stor forskel især de mindre og billigere elbiler, hvor netop lynopladning ofte er et stort kompromis.

Den nye arkitektur, som vi så eksempler på i Hamborg, gør det muligt at lade fra 10 til 80 procent på under 25 minutter.

VW MEB+-platform. Foto: Mobilsiden.dk

Hvad betyder det for rækkevidde, pladsen og priserne på de kommende Volkswagen ID. Polo og Skoda Epiq? Her kan vi tage et kig på den nye Cupra Raval, der er den første lille elbil fra VW-koncernen med den nye teknologi ombord.

Cupra Raval er en lille elbil, der er overraskende rummelig. Rækkevidden går op til 444 kilometer og den lader fra 10-80 procent på 24 minutter. Prisen? Raval koster fra 189.990 kr.

Med kombinationen af MEB+ og Unified Cell tyder det på, at Volkswagen har skabt et teknisk fundament, der gør det muligt at bygge bedre små elbiler til lavere priser – og så kan de måske endda også begynde at tjene penge på dem.

Se også: De billigste elbiler på vejene i Danmark

Vi anbefaler:
Guide til opladning af elbil derhjemme
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test