Test af Volkswagen ID. Polo – meget elbil til lille pris

Vi har set og siddet i den nye VW ID. Polo, der imponerer med fysiske knapper, god plads og en skarp dansk startpris. Læs vores første indtryk af ID. Polo.

Test af Volkswagen ID. Polo – meget elbil til lille pris

Mobilsiden.dk var inviteret til et eksklusivt event, hvor vi som nogle af de første i verden fik lov at se og sidde i den nye Volkswagen ID. Polo og dermed komme helt tæt på den.

Den nye Volkswagen ID. Polo virker som en gennemtænkt elbil, der nok skal blive et kæmpe hit herhjemme.

Se også: Specifikationer, priser og billeder af VW ID. Polo

ID. Polo har stilrent og funktionelt design

ID. Polo rammer plet med et lækkert og stilrent design, der er tro mod Volkswagens rødder. Den ligner en helt almindelig bil fremfor et futuristisk eksperiment, hvilket vi vurderer vil tale bredt til de danske bilkøbere.

Volkswagen ID. Polo. Foto: Mobilsiden.dk

Vi er især begejstrede for, at bilen har helt normale dørhåndtag og fysiske trykknapper i kabinen fremfor de udskældte touch-løsninger.

Volkswagen ID. Polo. Foto: Mobilsiden.dk

Indvendigt er der ikke sparet på kvaliteten, selvom det er VW’s billigste elbil. Den nye kabine føles hyggelig, og det opdaterede infotainmentsystem baseret på Android Automotive er både hurtigt og brugervenligt.

Volkswagen ID. Polo. Foto: Mobilsiden.dk

Bagsædepladsen er overraskende god for klassen, og med to sæt ISOFIX-beslag kan bilen faktisk fungere som en lille familiebil.

Bagi kan man dog godt mærke, at der er skruet en tand ned for kvaliteten, hvor man finder færre bløde plastmaterialer og mindre brug af stof.

Volkswagen ID. Polo. Foto: Mobilsiden.dk

Man sidder faktisk ganske udmærket bagi i ID. Polo. Stofsæderne er komfortable, men der kan for voksne mangle støtte under baglårene.

Trods bilens kompakte ydre på lige over fire meter, byder den på hele 441 liter bagagerumsplads, men desværre må man undvære et frunk.

Volkswagen ID. Polo. Foto: Mobilsiden.dk

Se også: Elbiler med stort bagagerum og meget plads

Rækkevidden er god nok i ID. Polo

ID. Polo bliver tilgængelig med to forskellige batteristørrelser, hvor de fleste danskere nok er interesserede i den med det store batteri – i hvert fald indtil de ser prisen på den (den kommer vi til).

Indstigningsmodellen har et 37 kWh batteri med en rækkevidde på 315 km, mens den store model har 52 kWh og kan køre op til 454 km på en opladning.

Som bybil er de 315 km rækkevidde mere end rigeligt, men skal ID. Polo erstatte en lille bil, der kører flere længere ture, er det store batteri at anbefale.

Lynopladning går ganske tjept for en lille elbil, hvor det store batteri kan lynlade fra 10 til 80 procent på 24 minutter, mens det lille batteri bruger 27 minutter.

Ydeevnen spænder fra 116 hk til hele 211 hk i de kraftigste versioner, der vil være rigeligt for de fleste, der går efter en bil som denne.

Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen

Volkswagen ID. Polo. Foto: Mobilsiden.dk

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Hvad koster ID. Polo?

Den danske prisliste for ID. Polo starter ved 189.995 kr. for “Trend”-udgaven, der kan bestilles fra midten af juli. I første omgang må man “nøjes” med dyrere specialudgaver i forbindelse med lanceringen.

Herunder er et overblik over de vigtigste varianter og priser:

  • Trend (116 hk, 37 kWh): 189.995 kr.
  • Life (211 hk, 52 kWh): 229.995 kr.
  • Life Launch Edition (211 hk, 52 kWh): 234.995 kr.
  • Style (211 hk, 52 kWh): 249.995 kr.
  • Style Launch Edition (211 hk, 52 kWh): 269.995 kr.

Startprisen på 189.995 kr. er fristende, men her får man et noget begrænset udstyr og det lille batteri. Meget mere interessant er Life-varianten, men den er så også lige 40.000 kr. dyrere.

Standardudstyret på Launch-modellerne er omfattende og inkluderer blandt andet vinterpakke med 2-zoners klimaanlæg, adaptiv fartpilot og tonede ruder bag.

Værd at vide er, at der ikke er varmepumpe i basismodellen Trend, og den kan heller ikke tilkøbes. Den er inkluderet i de andre varianter.

Se også: De billigste elbiler i Danmark

Volkswagen ID. Polo. Foto: Mobilsiden.dk

Vores midlertidige dom over VW ID. Polo

Vores første indtryk af Volkswagen ID. Polo er meget positivt. Den føles som en voksen og gennemtænkt elbil, der løser mange af de udfordringer, som ID-modellerne har fået kritik for – især takket være de fysiske knapper og det forbedrede interiør.

Fraprisen er skarp, designet sidder lige i skabet, og specifikationerne er absolut godkendte. Samtidig er kvalitetsløftet i kabinen til at tage og føle på, og den nye software virker betydeligt forbedret.

Det er faktisk svært at sige noget decideret dårligt om ID. Polo lige nu, men det er dog mindre godt, at varianten med det store batteri på 52 kWh koster fra 229.995 kroner. Det er sandsynligvis netop den variant, som de fleste danskere vil gå efter, og prishoppet på 40.000 kroner for 139 kilometer ekstra rækkevidde er mærkbart. Selvom man får mere udstyr med i prisen, havde det været oplagt med en variant, der kombinerede det store batteri med det mere enkle basisudstyr til en lavere pris.

Bilen står over for skarp konkurrence fra Renault 5 og Nissan Micra, hvor ID. Polo vinder på sin overlegne bagsædeplads, og ikke mindst Volkswagen-mærket, som danskerne i høj grad foretrækker.

Vi gør dog opmærksom på, at vi endnu ikke er klar til at give Volkswagen ID. Polo en karakter, da vi på nuværende tidspunkt kun har set og siddet i den, men ikke kørt den. Vi får senere bilen til test i en hel uge, hvorefter vi kan give den en rigtig bedømmelse.

Se også: Disse elbiler klarer sig bedst i test

Bedste alternativer til Volkswagen ID. Polo

Blandt de bedste alternativer til Volkswagen ID. Polo er:

Cupra Raval
Bedømmelse: Ikke bedømt endnu
Pris: Fra 189.995 kr.

Renault 5 E-Tech Electric
Bedømmelse: 82/100 (virkelig god)
Pris: Fra 189.990 kr.

Nissan Micra
Bedømmelse: 80/100 (virkelig god)
Pris: Fra 189.900 kr.