Test af Huawei Watch Fit 5 Pro – bedre end Apple Watch?

Huawei Watch Fit 5 Pro imponerer med et flot design, gode træningsfunktioner og en lang batteritid. Huawei Watch Fit 5 Pro får 87/100 i vores test.

Test af Huawei Watch Fit 5 Pro – bedre end Apple Watch?

Huawei er klar med deres nyeste bud på et avanceret smartwatch i Fit-serien, der byder på stærke opgraderinger og masser af smarte funktioner.

Vi er dybt imponerede over Huawei Watch Fit 5 Pro, som vi ærligt talt foretrækker fremfor meget dyrere alternativer.

Læs vores test og bedømmelse af Huawei Watch Fit 5 Pro og se de bedste alternativer til det.

Se også: De absolut bedste smartwatches til Android-telefoner

Huawei Watch Fit 5 Pro: Perfekt bro mellem stil og funktion

Huawei Watch Fit 5 Pro placerer sig i et yderst attraktivt prissegment, hvor det udfordrer traditionelle premium smartwatches.

Selvom designet rent visuelt lægger sig meget op ad Apple Watch med sin rektangulære skærm, er virkeligheden en anden på håndleddet. Vores førstehåndsindtryk er, at uret faktisk er betydeligt mere komfortabelt end Apples pendanter, da det både er tyndere og lettere.

Byggekvaliteten er i top, og materialevalget føles solidt og eksklusivt med en titaniumbezel og en urkasse i aluminium, der fuldendes af ridsefast safirglas på fronten.

Huawei Watch Fit 5 Pro

Uret er en direkte og skarp konkurrent til modeller som Apple Watch og Samsung Galaxy Watch.

Pris og varianter i Danmark

I Danmark har Huawei Watch Fit 5 Pro en vejledende startpris på 2.199 kroner, hvilket ikke er billigt men må siges at være yderst konkurrencedygtigt i forhold til markedets øvrige udvalg.

Modellen findes dog som et skarpt lanceringstilbud til 1.899 kroner i perioden fra den 18. maj til den 14. juni 2026.

Uret kommer i én overordnet urstørrelse med en skærm på 1,92 tommer, men fås i forskellige fængende stilvarianter.

Du kan vælge mellem en frisk orange udgave med åndbar tekstilrem, en stilren hvid model med en keramisk-lignende overfladebehandling og fluoroelastomerrem samt en klassisk sort variant.

Uret forbindes via Bluetooth, og der findes ikke en separat LTE- eller 4G-version.

Huawei Watch Fit 5 Pro: Design og skærmkvalitet

Med en tykkelse på under 10 mm og en meget lav vægt er uret yderst behageligt at have på – selv under dynen, hvor det modsat store sportsure overhovedet ikke generer nattesøvnen.

Skærmen er et af de helt store højdepunkter, hvor det nye 1,92 tommer store LTPO OLED-panel leverer en fantastisk kontrast og levende farver.

Med en massiv maksimal lysstyrke på hele 3.000 nits er skærmen utroligt flot og fuldstændig problemfri at aflæse i direkte, skarpt sollys.

Huawei Watch Fit 5 Pro

De svagt krummede 2.5D-kanter på safirglasset giver uret et luksuriøst udtryk, og takket være den strømbesparende LTPO-teknologi kan uret køre med en flydende Always-on display-funktion uden at dræne batteriet unødigt. Kvalitet og pris hænger her fantastisk sammen.

Watch Fit 5 Pro er desuden robust nok til vandsport og certificeret til dykning ned til 40 meter.

Se også: Test af smartwatches

Software og funktioner: Hvor smart er det?

Uret drives af Huaweis eget styresystem, HarmonyOS. Brugerfladen er virkelig god, logisk opbygget og utroligt nem at finde rundt i, og navigationen føles hurtig og flydende, når man scroller med den roterende urkrone.

En stor fordel er, at du ikke bliver låst til én smartphone-platform, da uret fungerer upåklageligt med både Android og iPhone.

Uret håndterer beskeder og indkommende opkald via den indbyggede mikrofon og højttaler. Højttaleren er ikke markedets kraftigste, men den fungerer helt efter hensigten til korte samtaler.

Google Pixel Watch 4, Samsung Galaxy Watch8 Classic og Huawei Watch Fit 5 Pro.

Du får også adgang til kontaktløs betaling via Curve-appen samt en smart fjernudløser til telefonens kamera.

Watch Fit 5 Pro halter en smule på det helt brede udvalg af avancerede tredjepartsapps, som konkurrenterne har, men her er der tale om funktioner, som de færreste alligevel bruger deres ur til i hverdagen.

Sundhed og træning: Sensorer og tracking

På sundhedsfronten er uret spækket med sensorer, der dækker alt fra præcis pulsmåling og søvntracking til iltmætning, stressmåling og avancerede målinger som EKG og tjek af arteriel stivhed.

Træningsentusiaster får adgang til over 100 forskellige sportstilstande. Under vores testperioder med løbetræning, cykling og rulleskøjteløb har uret leveret meget præcise målinger af både afstand, puls og rute.

Huawei Watch Fit 5 Pro

Det skyldes blandt andet det opgraderede dual-band Sunflower GPS-system, som opfanger satellitsignaler hurtigt og præcist, selv mellem høje bygninger i byen.

For de mere afslappede brugere indeholder uret også små animerede “mini-workouts” med en lille panda, der guider dig til at få bevæget kroppen i løbet af arbejdsdagen – det er dog ikke noget, som vi har testet.

Se også: Test af mobiltelefoner

Huawei Watch Fit 5 Pro: Batteritid og opladning

Batteritiden er uden tvivl det mest imponerende ved Huawei Watch Fit 5 Pro – her kan hverken Apple Watch eller Samsung Galaxy Watch stille noget op.

Hvor konkurrenterne ofte skal i opladeren hver eller hveranden nat, præsterer dette ur en fænomenal levetid. Selv med konstant brug, søvntracking og adskillige ugentlige træningspas med GPS aktiveret holder uret nemt strøm i 7 til 8 dage på en enkelt opladning. Slår man Always-on displayet fra, kan det strækkes endnu længere.

Huawei Watch Fit 5 Pro

Når uret endelig skal lades op, tager en fuld opladning blot omkring en time via den medfølgende trådløse oplader. Det eneste lille kritikpunkt er, at ladekablet i kassen stadig ender i et gammeldags USB-A-stik og ikke USB-C-stik, som sidder i de fleste opladere i dag.

Se også: De vildeste kommende mobiler i 2026

Fordele og ulemper ved Huawei Watch Fit 5 Pro

Der er mange fordele og ulemper ved Huawei Watch Fit 5 Pro. Her er de vigtigste:

Fordele ved Huawei Watch Fit 5 Pro

  • Enestående batteritid på op til en hel uge.
  • Ekstremt flot, lysstærk og læsevenlig LTPO OLED-skærm med stærkt safirglas.
  • Høj komfort med et let og tyndt design, der er behageligt både dag og nat.
  • Fungerer på tværs af platforme og understøtter både Android-telefoner og iPhones.
  • Mece præcise målinger på alt fra puls og søvn til GPS-tracking under sport.

Ulemper ved Huawei Watch Fit 5 Pro

  • Meget begrænset udvalg af tredjepartsapps i forhold til Wear OS og watchOS.
  • Opladekablet benytter det aldrende USB-A-stik i stedet for det moderne USB-C.
  • Den indbyggede højttaler til opkald savner lidt dybde og volumen.
  • Huawei Sundhed-appen er ikke i Google Play Butik.

Huawei Watch Fit 5 Pro: Fremragende smartwatch til skarp pris

Vi er dybt imponerede over Huawei Watch Fit 5 Pro, hvor man får et utroligt godt smartwatch for pengene. Uret rammer en fantastisk balance mellem et stilrent design og en række bundsolide funktioner til hverdagen.

Selvom det mangler de mest komplekse app-økosystemer, vinder det stort på den uovertrufne batteritid og den flydende brugeroplevelse, som gør det til en ren fornøjelse at bruge hver eneste dag.

Huawei Watch Fit 5 Pro får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 87/100 (virkelig godt) i test.

Huawei Watch Fit 5 Pro

Se også: De absolut bedste smartwatch til iPhone

Bedste alternativer til Huawei Watch Fit 5 Pro

Blandt de bedste alternativer til Huawei Watch Fit 5 Pro er:

  • Apple Watch SE (3. generation i 44 mm) Pris: Fra 2.299 kr.
  • Samsung Galaxy Watch8 Pris: Fra 1.800 kr.
  • Garmin Venu 3 Pris: Fra 3.499 kr.