Nyt flagskib fra Dreame: Vild sugekraft og klatreteknologi

Dreames nye flagskib tager kampen op mod dørtrin og snævre hjørner. Med en enorm sugeevne og ny klatreteknologi er X60 Pro Ultra Complete nu landet i Danmark.

Nyt flagskib fra Dreame: Vild sugekraft og klatreteknologi

Dreame har netop lanceret deres nye flagskibsmodel på det danske marked. X60 Pro Ultra Complete byder på markante teknologiske opgraderinger, der skal løse nogle af de mest gængse udfordringer ved automatiseret rengøring i de danske hjem.

Den nye, avancerede teknologi afspejler sig dog også i prisen, som lander på 11.499 kroner for en X60 Pro Ultra Complete.

Se også: Bedste robotstøvsuger 2026 – Guide til hvad skal du kigge efter

Dreame hæver barren med X60 Pro Ultra Complete

En af de mest iøjnefaldende nyskabelser er maskinens evne til at navigere i boliger med høje dørtrin. Hvor markedets standard længe har ligget omkring de to centimeter, introducerer Dreame nu et system kaldet ProLeap.

Dette gør robotten i stand til at forcere enkeltstående forhindringer på helt op til 5,2 centimeter. Ved niveauskift fordelt over to trin kan den klare hele 10 centimeter, hvilket åbner op for en fuldautomatisk rengøring i ældre boliger med ujævne ruminddelinger.

Dreame X60 Pro Ultra Complete

Samtidig har ingeniørerne adresseret problemet med at få plads under lave møbler. Den velkendte lasersensor på toppen kan nu trækkes fysisk ned i maskinen. Det bringer totalhøjden ned på blot 8,9 centimeter, så robotten uhindret kan køre ind under sofaer og senge, mens den bevarer sin fulde navigationsevne i åbne rum.

Se også: De fem absolut bedste robotstøvsugere

Massiv sugeevne og længere rækkevidde

Under motorhjelmen finder man en sugekraft, der adskiller sig markant fra mængden. Med hele 42.000 Pa overgår den nye model langt de fleste konkurrenter på markedet og nærmer sig kraften fra traditionelle stangstøvsugere.

For at sikre en mere grundig rengøring langs kanter og fodlister er modellen udstyret med udtrækkelige arme til både sidebørste og moppe.

Dreame X60 Pro Ultra Complete

Systemet lader børsten skyde 12 centimeter ud og moppen 18 centimeter ud, hvilket giver en mere dækkende rengøring i hjørner og omkring møbelben.

Hele processen afsluttes i en fuldautomatisk basestation, hvor mopperne vaskes rene i 100 grader varmt vand og efterfølgende tørres med varmluft for at sikre optimal hygiejne.

Se også: Bedste robotstøvsuger til prisen

Innovativ topmodel med et massivt prisskilt

Dreame X60 Pro Ultra Complete ligner på mange måder årets vildeste robotstøvsuger, og vi ser utroligt meget frem til at få den på testbænken.

Dens evne til at kravle over store dørtrin, komme ind under lave møbler og nå helt ind i hjørnerne løser nogle meget reelle problemer i hverdagen, især i ældre lejligheder i byerne.

Lægger man dertil en sugeevne, der på papiret fremstår klasseledende, tegner der sig et klart billede af et enormt kapabelt produkt.

Den store mængde teknologi kommer dog også med en betragtelig pris, og med et vejledende prisskilt på 11.499 kroner er den bestemt heller ikke billig.

Se også: Billig robotstøvsuger fra Xiaomi