Audi i elektrisk U-vending: Ruller store ændringer tilbage

Audi afslører spændende informationer om fremtidens elbiler. Snart er det slut med forvirrende modelnavne og store skærme.

Audi i elektrisk U-vending: Ruller store ændringer tilbage

Den tyske bilproducent Audi er klar til at gøre op med nyere tids bildesign – og der er store ændringer undervejs.

Først og fremmest skrotter Audi den rodede navngivning på brændstof- og elbiler. Dertil genindfører de fysiske knapper og skruer ned for skærmene, som i branchen er ved at tage overhånd.

Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen

Det forvirrende Audi-navnekaos stopper

For nylig valgte Audi at omdøbe deres ikoniske A4 med forbrændingsmotor til A5 for at skabe plads til de nye elektriske e-tron-modeller.

Det træk har dog skabt rod og forvirring hos forbrugerne, der har haft svært ved at gennemskue det ændrede modelprogram.

Den kritik har bilgiganten nu taget til sig. Derfor planlægger de at rulle den ellers nye navnestrategi tilbage i løbet af de kommende år, så både elbiler og biler med forbrændingsmotor igen kan samles under de klassiske og genkendelige modelnavne, som køberne har været vant til i årtier.

Se også: 5 prisbillige familiebiler med over 600 km rækkevidde

Flere knapper, mindre skærme

Det er dog ikke kun på bagsmækken, at der sker store ændringer, for inde i selve bilen blæser der også nye vinde.

Audi har indset, at bilisterne savner den taktile følelse af at trykke på rigtige knapper frem for at skulle betjene alle bilens funktioner gennem dominerende touchskærme.

Audi Q6 e-tron. Foto: Mobilsiden.dk

I de kommende biler vil store infotainmentskærme blive integreret langt mere diskret og elegant i instrumentbrættet.

Samtidig vender de fysiske genvejsknapper tilbage, hvilket skal genskabe den høje kvalitetsfølelse og den intuitive brugervenlighed, som tidligere har været et absolut adelsmærke for Audis interiør.

Se også: Bedste elbiler med plads til syv personer

Branchen vender tilbage til rødderne

Audi er langt fra den eneste bilproducent, der har haft usædvanligt svært ved at finde den helt rigtige navngivning til deres elbiler.

Gennem de seneste år har vi set utallige famlende forsøg på at opfinde nye bogstavkombinationer for at adskille el-udgaverne fra fossilbilerne. Fælles for de fleste af de store producenter er dog, at de så småt begynder at vende tilbage til de klassiske modelnavne.

Det er en klog beslutning, fordi folk kender mærkaterne og let kan identificere dem. Samtidig beviser det, at en elbil i dag blot er en ganske almindelig bil.