Køb billig mad med appen Too Good To Go og bekæmp madspild [TIP]
Hvad siger du til en gang brunch eller buffet fra den lokale restaurant eller café for kun 20-30 kroner i stedet for 100-150 kroner?
Hvis det lyder fristende, er den danske app Too Good To Go muligvis noget for dig. Sidste år satte en iværksættergruppe bestående af 6 unge mænd sig nemlig for at komme problemet med madspild til livs. Det er der kommet denne app ud af, som både kan downloades til iOS og Android.
Læs også: YourLocal: Få spontane tilbud på mobilen og bekæmp madspild [TIP]
Konceptet bag appen er ganske simpelt. Den stiller en platform til rådighed, hvor du kan se alle restauranter, caféer, bagerier og andre spisesteder i nærheden af dig, som er med til at bekæmpe madspild ved at lade brugere af appen købe en billig omgang mad til afhentning i et bestemt tidsrum – typisk omkring spisestedets lukning.
Sådan fungerer appen
Du finder blot spisestedet i appen og ser, hvad du kan afhente, til hvilken pris, hvad den oprindelige pris på måltidet er og hvor mange afhentninger der er tilbage. Så er det blot at købe måltidet enten via kreditkort eller PayPal, hvorefter du møder op på spisestedet i det angivne tidsrum.
Når du ankommer, skal du blot vise sin kvittering fra købet i appen, og så får du udleveret en takeawayboks, så du selv kan fylde cirka 1 kilo mad op i den til at tage med hjem. De fleste spisesteder afsætter cirka 15-30 minutter til afhentning af den resterende mad, mens der også er nogle, der selv fylder bakkerne op for dig.
Læs også: Gør tracking af pakker smartere med appen Deliveries
Når du afhenter 1 kg mad, svarer det ifølge skaberne bag appen til, at 2 kilo CO2-udledning rent faktisk går til et godt, mættende måltid frem for at det bare havner i skraldespanden og ikke bruges til noget.
Som ejer af et spisested er det også fordelagtigt at være en del af Too Good To Go-appen, da du nu tjener penge på dagens sidste mad, der førhen ville ende i skraldespanden. Du angiver selv hvor mange madbilletter du vil sælge, og den eneste udgift der er ved at være en del af Too Good To Go, er at de leverer alle madboksene til dig mod betaling.
Hvis du derfor trænger til lidt luft i det stramme studiebudget, eller hvis du blot vil prøve en ny måde at få billig mad fra byens mange forskellige spisesteder med hjem på, så er det blot at hente appen, som er ganske gratis.