Apple satser stort på smart home med forstærket AI

Apple er snart klar med et stort fremstød på smart home-markedet med en ny Siri-drevet hjemmehub, opdateret Apple TV og fornyet HomePod mini.

Apple satser stort på smart home med forstærket AI

Apple lancerer snart en ny hjemmehub bygget omkring den opdaterede Siri AI, samt et opdateret Apple TV og en fornyet HomePod mini – det er startskuddet på en fremtid, hvor Apple satser stort på smart home.

Se også: Stor guide til smart home

En hjemmehub med ansigtsgenkendelse

Den nye hjemmehub får en cirka 7 tommer kvadratisk skærm og kører et helt nyt styresystem baseret på Apple TV’s tvOS, kombineret med elementer fra watchOS og iOS.

Enheden kan bruges til FaceTime-videoopkald, hjemmeovervågning og et intercom-system mellem flere Apple-enheder i hjemmet, ligesom man kan styre smarte apparater som højtalere og låse.

Den mest specielle funktion er ansigtsgenkendelse, der lader hubben identificere, hvem der kigger på skærmen, og automatisk tilpasse indholdet derefter.

Se også: Guides til køb af mobiltelefon

Lang tid undervejs

Apple TV og HomePod mini ventes at lande til efteråret, mens selve hjemmehubben ventes mellem oktober og starten af næste år.

Udviklingen har stået på siden 2024, og lanceringen er blevet udskudt flere gange, blandt andet fordi produkterne ikke kunne lanceres, før den nye Siri AI var klar. Det var ikke gået at lancere produkterne på den nuværende Siri, der er, for at sige det mildt, mangelfuld.

Apple planlægger desuden mindst to yderligere enheder på sigt, herunder en mere avanceret udgave af hubben med en robotarm, der kan bevæge skærmen rundt, samt et sikkerhedskamera.

Se også: Test af smartphones

Kan blive afgørende for smart home

Det kan blive afgørende for udbredelsen af smart home herhjemme og i resten af verden, at en spiller som Apple for alvor kommer på banen.

Der er blevet satset stort på smart home i årevis fra flere sider, men det er endnu ikke for alvor noget, almindelige forbrugere har taget til sig.

Med Apples store økosystem og loyale brugerbase kan selskabet være dem, der endelig får skubbet smart home fra nørdet niche til noget, almindelige husstande rent faktisk bruger i hverdagen.

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed