Apple triumferer: iPhone sætter Android-rivalerne på plads
Apple fortsætter med at dominere det globale smartphonemarked i et historisk omfang.
Nye tal fra analyseresultatet hos Counterpoint Research viser, at den amerikanske elektronikgigant satte ny rekord i andet kvartal ved at rage næsten halvdelen af den samlede globale smartphone-omsætning til sig.
Se også: De absolut bedste iPhones
Apple skovler penge ind på iPhones
Hele 49 procent af den samlede globale smartphone-omsætning endte i Apples pengekasse i andet kvartal.
Det skete via en markant omsætningsstigning på 22 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Succesen er i høj grad drevet af en fortsat stærk efterspørgsel på den nyeste iPhone 17-serie, hvor især standardmodellen iPhone 17 og topmodellen iPhone 17 Pro Max trækker det tunge læs.
Samtidig voksede den gennemsnitlige salgspris for en iPhone til over 940 dollars, hvilket understreger, at forbrugerne i stigende grad vælger de dyre luksusmodeller.

Modstår den globale komponentkrise
Særligt bemærkelsesværdigt er det, at Apples vækst sker midt i en udfordrende tid for branchen.
Mangel på hukommelseskomponenter har sendt priserne på råvarer i vejret.
Mens Android-producenter som Xiaomi, Oppo og Vivo har været tvunget til at sætte deres priser op og har set deres salgstal falde drastisk, har Apple formået at holde deres priser stabile.
Mærkets stærke forsyningskæde har gjort det muligt at opsuge de stigende produktionsomkostninger, hvilket har givet dem en enorm konkurrencefordel i både Europa, Kina og på vækstmarkederne.
Se også: De bedste iPhones til prisen
Udfordringer i vente sidst på året
Selvom Samsung fastholder førertrøjen målt på det rene antal solgte enheder med en markedsandel på 23 procent, er det Apple, der løber med den reelle indtjening.
Analytikerne fra Counterpoint Research påpeger dog, at træerne ikke vokser helt ind i himlen.
Også Apple forventes at overveje prisstigninger i de kommende kvartaler, ligesom der advares om mulige leveringsbegrænsninger på både iPhones, iPads og Macs senere på året.
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed