Ferraris udskældte elbil sætter rekord: Solgt for 270 mio. kr.
Ferrari Luce har været genstand for voldsom kritik lige siden præsentationen i maj. Alligevel har den italienske sportsvognsproducents allerførste elbil netop sat en svimlende auktionsrekord på over 270 millioner kroner.
Se også: Test af nyeste elbiler i Danmark
Første Ferrari Luce solgt for 272 mio. kr.
Den historiske handel fandt sted hos det prestigefyldte auktionshus RM Sotheby’s i Californien. Her blev det allerførste produktionseksemplar af Ferrari Luce hammerslået for hele 40 millioner dollar, svarende til 272 millioner danske kroner.
Dermed rejste velgørenhedsauktionen mere end 35 gange bilens normale listepris, og det markerer den højeste pris nogensinde betalt for en fabriksny bil på en auktion.
Alle indtægterne fra salget doneres ubeskåret til Ferrari Foundations uddannelsesprogrammer.
Den anonyme køber sikrede sig en helt unik udgave med specialfremstillede bremser, unikke fælge og en eksklusiv hvid finish.
Bilen er designet af den tidligere Apple-designer Sir Jony Ive og hans kampagnon i designfirmaet LoveFrom og markerer Ferraris første skridt ind i elbilernes tidsalder.

Se også: Nyt om teknolologi i elbiler
I voldsom modvind fra sin fødsel
Lanceringen af Luce har dog på ingen måde været en dans på roser for Ferrari. Modtagelsen i foråret var præget af skarp modvind, og Ferraris aktiekurs dykkede umiddelbart efter afsløringen.
Både Italiens vicepremierminister Matteo Salvini og Ferraris tidligere mangeårige topchef Luca Cordero di Montezemolo langede hårdt ud efter modellen.
Sidstnævnte advarede ligefrem om, at en fempersoners elbil risikerede at ødelægge mærkets legendariske DNA og historie.
Det er ikke meget godt, der er blevet sagt om Luce siden premieren, men på trods af de hårde ord ser Ferraris første elbil ud til at være i særdeles høj kurs hos verdens rigeste bilsamlere.
Ferrari har bekræftet, at modellen allerede har nået sit salgsmål og er fuldstændig udsolgt for i år, primært drevet af en stor efterspørgsel i Kina.
Hertil skal det tilføjes, at Ferrari aldrig offentligt har meldt ud, hvor mange eksemplarer de egentlig forventede at bygge og sælge, så det er jo ganske let at erklære udsolgt.
Se også: Mest populære elbiler i Danmark
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed