Fans raser over Ferraris første elbil: Rivalen jubler
Præsentationen af Ferraris første elbil, Luce, har vakt voldsom opsigt, skabt vildt designhad og sendt aktien i frit fald.
Nu melder rivalen Lamborghini sig på banen og kalder det den helt rigtige beslutning, at de droppede elbilen – men ordene fra Lamborghini-chefen klinger hult.
Se også: Sammenlign alle elbiler i Danmark
Lamborghini-chef: Vi trak nødbremsen til elbiler i tide
Ifølge Lamborghini viser markedet tydeligt, at ingen gider have en superbil uden en rigtig motor og lyd. Lamborghini satser i stedet alt på plug-in hybrider, hvor kunderne stadig får den buldrende lyd af en forbrændingsmotor.
Stephan Winkelmann, der er administrerende chef for den italienske superbilsproducent understreger, at man ikke skal tvinge innovation ned over hovedet på kunderne, blot for innovationens skyld.

Den nye elbil fra Ferrari, der er deres første af slagsen, er tegnet af Apples legendariske eks-designchef Jony Ive og hans bureau LoveFrom. Ive har overført Apples minimalistiske designfilosofi til bilen, hvilket har resulteret i et designydre, som har fået fans til at rase.
Den tidligere Ferrari-topchef, Luca di Montezemolo, har ligefrem udtalt, at han håber, de piller det ikoniske hestelogo af bilen, mens den italienske transportminister kalder den et angreb på landets motorarv.
Se også: Se alle de bedste leasingtilbud på elbiler
Det handler om design, ikke elbiler
Det klinger en smule hult og ærlig talt ret fjollet, når Lamborghini udnytter situationen til at retfærdiggøre deres eget fravalg af elbiler. Den massive modvind, Ferrari i øjeblikket oplever, handler nemlig i virkeligheden slet ikke om, hvorvidt det er en elbil eller ej.
Det handler derimod om et radikalt designskifte. Ferrari har lanceret en bil, der slet ikke er designet af Ferrari selv, men af designbureauet LoveFrom. Det er LoveFroms allerførste bilprojekt, og det var et utroligt modigt træk af Ferrari at lade dem tegne fremtiden. Ambitionen har utvivlsomt været at bringe noget helt uventet til bordet og føre det historiske bilmærke ind i en ny, moderne æra.
Man må dog i den grad stille spørgsmålstegn ved, om det var det rette valg. Lige nu tyder alt på, at Luce-modellen simpelthen er alt for stor en mundfuld for Ferraris loyale fanskare, der forventer aggressive og klassiske linjer frem for minimalistisk og futuristisk design. Tiden vil vise, om det drastiske designskift er forud for sin tid og vil give mere mening på et tidspunkt, eller om Luce bare var en gigantisk fejltagelse.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Vi anbefaler:
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Sådan passer du bedst på elbilens batteri
Vi ser frem til disse elbiler i 2026, 2027 og 2028