Ny Tado Smart Thermostat X: Den nye Google Nest-dræber?

Google droppede kampen om de europæiske hjem. Nu overtager tyske Tado markedet med en ultrakompakt nyhed og en kontant garanti til varmeregningen.

Højtalere, gadgets og wearables
Tado Smart Thermostat X (2. generation). Foto: Tado

Den nye smart-termostat Tado Smart Thermostat X går direkte efter de europæiske Google Nest-brugere, som søger et moderne alternativ efter Googles seneste tilbagetrækning.

Tado Smart Thermostat X: Slankere og klar til Thread

Tyske Tado har præsenteret anden generation af deres flagskib, Smart Thermostat X. Med en tykkelse på blot 17,8 millimeter er enheden mere end dobbelt så slank som de fleste konkurrenter.

Den nye generation byder på et minimalistisk LED-display, touch-betjening og et genopladeligt USB-C-batteri med over et års levetid.

Tado Smart Thermostat X (2. generation). Foto: Tado

Termostaten understøtter Matter-over-Thread, hvilket sikrer stabil forbindelse gennem tykke vægge helt ned til kælderen.

Vi kender endnu ikke de danske priser, men startprisen i Europa hedder 179,99 euro for det kablede sæt og 199,99 euro for den trådløse udgave.

Tado tilbyder desuden en tilfredshedsgaranti. Sparer du ikke nok på varmeregningen det første år, får du alle pengene tilbage.

Læs ogsåGoogles smarte enheder bliver dummere med tiden

Google forærer markedet til Tado

At Tado byder ind med en ny og bedre termostat netop nu, er alt andet end tilfældigt.

Google har reelt foræret det europæiske marked for smart opvarmning af hjemmet til sin tyske rival ved at ignorere de grundlæggende forskelle på amerikansk og europæisk VVS-infrastruktur.

Mens USA primært opvarmer boliger med luft, benytter Europa en mere kompleks blanding af radiatorer, gulvvarme og varmepumper.

Da Google stoppede understøttelsen af ældre Nest-modeller og undlod at lancere deres nyeste fjerde generation i Europa, efterlod de et gigantisk tomrum.

Tado har vundet markedet ved ganske enkelt at være den voksne i lokalet, der forstår at tilbyde en velfungerende løsning til europæiske hjem. Hvor Google Nest kræver kompromiser, leverer Tado skræddersyet software som AI Assist og TÜV-certificeret balancering af opvarmningen.

Når Tado samtidig hævder, at deres gennemsnitlige bruger reducerer sine varmeomkostninger med 22 procent, bliver valget let for de mange europæere, der leder efter en langtidsholdbar erstatning for deres gamle Nest-system.

Læs ogsåSpar 2.250 kroner om året med intelligent opladning af elbilen

Bedste radiatortermostater

Ønsker du smart opvarmning til dine radiatorer? Se de bedste smart-radiatorer.