Vilde strømpriser – følg ikke denne dyre anbefaling

Andel Energi advarer om en kommende krisevinter og anbefaler danskerne at vælge en elaftale til fast pris. Men det gør du klogt i ikke at følge.

Elbiler
Foto: Andel Energi

En ny advarsel om en kommende krisevinter og skyhøje elpriser fra energiselskabet Andel Energi får nu ekspert til at mane til besindighed.

At skifte fra en variabel til en fastprisaftale kan ende med at koste dig dyrt.

Andel Energi råder til fast pris efter skyhøje priser

Anledningen til advarslen fra Andel Energi er voldsomme hop i strømprisen, som i enkelte timer mandag aften runder 7 kroner per kilowatt-time.

Marlene Holmgaard Fris, der er direktør i Andel Energi, peger over for DR på stigende gaspriser og lavere gaslagre i Europa som årsag.

Hun opfordrer derfor danske forbrugere til at overveje fastprisaftaler for at sikre tryghed i budgettet.

Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, dæmper dog frygten og kalder reaktionen for en mediestorm.

Han vurderer, at sandsynligheden for permanente høje priser hen over efteråret er lav og advarer om, at fastprisaftaler grundlæggende er en dårlig forretning for forbrugerne.

Læs ogsåOpladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning

Fastprisaftalen er en dyr forsikring

Når et elselskab tilbyder en fast pris på el, polstrer de sig mod økonomisk risiko ved at lægge en tyk risikopræmie oven i prisen.

Derudover opkræver energiselskabet en profilomkostning for at dække forbrug i de dyreste timer, hvilket samlet set gør løsningen ufordelagtig for dig som kunde.

Samtidig mister du med en fast aftale al fleksibilitet i dit strømforbrug. Du betaler den samme høje pris døgnet rundt og går dermed glip af de billige eller helt gratis nattetimer, hvor vind- og solenergi ellers presser markedsprisen i bund.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov

Derfor vinder den variable elaftale

En variabel elaftale er historisk set langt billigere, fordi du slipper for at betale for elselskabets sikkerhedsnet.

Mange forbrugere lader sig skræmme af enkelte timer med høje priser i spidsbelastningen kombineret med lav produktion af grøn energi samtidig med høj efterspørgsel. Over et helt år udjævnes pristoppene dog af de mange billige timer.

Særligt for elbilister, der kan oplade elbilen hjemme, er den variable elaftale en no-brainer sammenlignet med en fastprisaftale.

Da opladning af en elbil for manges vedkommende kan rykkes til natten mellem klokken midnat og 06 om morgenen, er det reelt umuligt for en fastprisaftale at matche den lave pris.

En fastprisaftale er altså en dyr tryghed for den passive forbruger, mens den variable aftale belønner den aktive forbruger.

Læs ogsåSammenlign to elbiler