Efter den store danmarkspremiere på Elbilmessen i Herning løfter BMW nu omsider sløret for de officielle danske priser på deres største elbil.
Den næsten tre tons tunge luksus-SUV bliver en imponerende, men også rasende bekostelig affære.
Nærmer sig hastigt en million kroner
Skal du have fingrene i den nye BMW iX5 60 xDrive, skal du have den store tegnebog frem.
Bilen starter ved 899.900 kroner under de nuværende 2026-afgifter. Det rammer præcis det leje, vi tidligere forudså.
Produktionen i Spartanburg starter først sidst på året, og de første biler lander hos danske købere i slutningen af første kvartal 2027.
Det betyder, at de fleste leveringer rammes direkte af de planlagte afgiftsstigninger for elbiler. Med 2027-afgifterne springer startprisen op på markante 973.903 kroner – et prishop på over 74.000 kroner, der placerer den solidt blandt mærkets dyreste modeller.
For erhvervsfolk og firmabilister er der en smule rabat at hente på beskatningen, om end vi stadig befinder os i den tunge ende. Beskatningsgrundlaget starter ved 819.000 kroner i 2026 og stiger til 886.935 kroner under 2027-reglerne.

Plads, luksus og specifikationer i iX5
Prisen er voldsom, men BMW smider til gengæld alt, hvad de ejer af ny teknologi, ind i iX5.
iX5 bygger på sjette generation af eDrive-platformen med 800-volts arkitektur og elementer fra det kommende Neue Klasse-design, herunder en ny panoramaskærm tværs over forruden samt eksklusive materialer i skifer og glas.
Man betaler i høj grad for batteriet og ydeevnen. Batteriet har en kapacitet på massive 141 kWh, hvilket giver en officiel rækkevidde på op til 850 kilometer.
Drivlinjen yder 578 hestekræfter og 805 Nm, som sender mastodonten fra 0 til 100 km/t på 4,6 sekunder, mens “Heart of Joy”-computeren holder kørslen komfortabel og sikker.
Med op til 460 kW kan batteriet lade til 350 kilometers kørsel på blot 10 minutter, mens 10 til 80 procent klares på cirka 23 minutter. Dertil må den trække hele 2.700 kg på krogen.
Med et prisskilt, der med ekstraudstyr let kravler et godt stykke over millionen i 2027, går BMW direkte i kødet på Volvo EX90, Porsche Cayenne Electric og Mercedes-Benz EQS SUV.
Om den bliver klassens bedste bud, må en kommende test vise, men målt på rå tal og pris er iX5 en lovende, lækker sag.